Af Jon Harild, Formand for HK Handel Nordjylland

En ungarbejder bliver nødt til at holde en pause fra arbejdet i en dagligvarebutik efter en ubehagelig oplevelse med en kunde.

De fleste af os har nok hørt om en episode magen til. Situationen burde egentlig få os alle til at stoppe op og tænke over, hvordan det reelt er, vi accepterer, at vores ungarbejdere bliver behandlet på.

Vi har alle en forventning om, at når vi sender vores unge ud på arbejdsmarkedet, så lærer de en hel masse om ansvar, samarbejde og service. Ofte kommer de unge dog hjem med meget mere end det: de lærer, hvor utålmodige folk kan være, hvor grimt de kan blive talt til, og hvor meget de forventes at skulle stå på mål for.

Det er ikke ungarbejderens skyld, at der opstår kø. Det er ikke ungarbejderens skyld, at de bliver talt grimt til. Og det er ikke ungarbejderens skyld, at en vare går ind til den forkerte pris.

Det rejser spørgsmålet: Hvornår er det blevet accepteret i samfundet, at vi råber ad hinandens børn?

For det er jo det, der sker. Rigtig mange ungarbejdere oplever en lignende situation i deres første møde med arbejdslivet. Det er et samfundsproblem, vi bliver nødt til at løse.

Når der bliver talt grimt til en ungarbejder, er der næsten altid andre til stede. Det kan være folk i køen, og det er ofte voksne mennesker. Nogle er helt sikkert selv forældre.

Hvordan ville du reagere, hvis det var dit barn, der blev råbt ad? Havde du håbet – og måske endda forventet -, at andre brød ind? Vi kræver den gode tone ved at sige fra. Det er vores fælles ansvar, og hvis vi ikke reagerer, sender vi et signal om, at behandlingen af ungarbejderen er okay.

Det er uretfærdigt og kortsigtet, at ungarbejderne år efter år oplever lignende situationer. Vores unge fortjener en bedre start på et – forhåbentligt – langt og godt arbejdsliv. De unge bag kassen er nemlig ikke blot medarbejdere. De er nogens børn, og vi kan hurtigt blive enige om, at alle fortjener at blive behandlet ordentligt – uanset alder.