SF vil have borgernes behov i centrum fremfor magten

Der er behov for nytænkning i Thisted Kommunalbestyrelse, så borgernes behov sættes før studeaftaler om fordeling af magten. Sådan lød det fra formanden for SF i Thy, Thorkil Olesen fra Hanstholm på generalforsamlingen i aftes.

– Det har ikke været kønt at se, hvordan kommunalpolitikken i denne periode har været. Et styrket SF vil begrænse Dansk Folkepartis turbulente indflydelse og gavne samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen. Der er behov for politikere, der ikke kun fører populistisk symbolpolitik, men lægger en arbejdsindsats i forbedringer for kommunens borgere. Der er behov for politikere, der vil lægge politik mere åbent frem og i højere grad tør inddrage borgere og organisationer i planlægning og udvikling i kommunen, sagde han.

Thorkil Olesen fremhævede i sin beretning SFs særlige evne til at forene de store visioner med de dagligdags politiske resultater.

Kommunalvalget til november fyldte det meste af debatten på generalforsamlingen, hvor SFs kandidater vil skabe forandring og resultater i Thisted Kommune.

– Vi vil i SF være brobyggere mellem de forskellige partier. For i SF er vi vant til at politik er en holdsport. Vi vil bringe ordentligheden tilbage i kommunens politik Vi vil arbejde konstruktivt sammen med alle, der vil den vej, sagde Thorkil Olesen.

SF’s spidskandidater til kommunalvalget i Thisted Kommune er Morten Bo Bertelsen, Bente Lauridsen og Anette Cadovius.

Generalforsamlingen valgte til bestyrelsen for SF Thy:
Thorkil Olesen, Hanstholm (formand)
Henning Vognstrup, Klitmøller
Jens Lyhne, Bedsted
Anette Cadovius, Thisted
Bodil Tofte Jonsson, Hundborg

Forfatter

Related posts

Top