September er højsæson for cykeltyverier

Uanset om du har en racer eller en bedstemorcykel som din transport i hverdagen, er du afhængig af, at den står lige dér, hvor du efterlod den sidst. Desværre bliver der hvert år stjålet over 55.000 cykler – og september er højsæson for de langfingrede cykeltyve.

Hvert år bliver der stjålet mere end 55.000 cykler. Og i september måned, når tusindvis af studerende sadler jernhesten og begiver sig afsted til deres studie, står ekstra mange tyve klar med boltsaksen og nedstrygeren. Det viser tal fra forsikringsselskabet Topdanmark, som de sidste par år har modtaget flest anmeldelser af cykeltyveri, mens kalenderen har vist september.

– September er den måned, hvor forsikringsselskabet Topdanmark har modtaget flest anmeldelser af cykeltyverier de seneste år. Vi gætter på, at det hænger sammen med de mange unge, som starter op på studiet, og som måske har investeret i en ny cykel til formålet. Vi anbefaler derfor, at man fra start gør, hvad man kan for at tyverisikre sin cykel, siger salgschef Jacob Skyum fra Topdanmark i Thisted og omegn.

Gode vaner, når du parkerer
Ifølge Topdanmark handler det om at få nogle gode vaner og rutiner omkring sin cykel.

– Cyklen skal naturligvis låses forsvarligt hver gang, man går fra den. Brug en lås, der er godkendt og har Varefakta-mærket, og skaf også gerne en ekstra lås, så du kan låse cyklens stel fast til noget – fx cykelstativet. Låser du kun cyklen fast i hjulet, er der en risiko for, at cykeltyven afmonterer hjulet og løber med resten af cyklen. Og er I flere, der parkerer jeres cykler samme sted, kan I låse dem sammen, siger Jacob Skyum.

Hvis en cykellås har Varefakta-mærket, betyder det, at Dansk Varefakta Nævn har godkendt låsen, og at forsikringen dækker, hvis ens cykel bliver stjålet. Cyklen skal vel at mærke være låst, hvis forsikringen skal dække. Der er også en idé i at parkere cyklen et mindre udsat sted.

– Jo mere frit cyklen står, jo mere udsat er den. Så overvej at parkere cyklen et mindre udsat sted, fx ved at låse den fast til cykelstativerne ved stationen eller butikscenteret i stedet for at stille den frit lige ved indgangen til stationen eller butikscenteret. Og hvis ikke du har adgang til at parkere i et aflåst cykelskur eller kælder derhjemme, er det værd at overveje at tage cyklen med ind i huset eller lejligheden, hvis der er mulighed for det, siger Jacob Skyum.

Dækker indboforsikringen?
Skulle uheldet alligevel være ude, er det godt at have styr på, hvordan din cykel er forsikret. Det er især en god ide at tjekke, hvordan dyrere cykler er dækket af forsikringen.

På almindelige indboforsikringer er der en beløbsgrænse for cykler, mens cykeldækningen på indboforsikringer til unge kan være en dækning, som den unge skal tilkøbe.

Husk faldgruberne, når du køber brugt
Mange køber en brugt cykel for at spare penge, og så er det altså stadig vigtigt at have styr på kvittering, stelnummer og låsebevis, da det er nødvendigt, hvis man får brug for at melde cyklen stjålet.

Husk derfor at få en kvittering af sælger og et låsebevis, hvis der følger en lås med cyklen. Låsebeviset er din garanti for, at låsen er godkendt af Dansk Varefakta Nævn. Gem kvitteringen og låsebeviset, og notér cyklens stelnummer. Det kan også være en god idé at tage billeder af cyklen med udstyr som cykelkurv og bagagebærer.

Forsikringen dækker ikke, hvis den brugte cykel, du har købt, bliver stjålet og viser sig at være meldt stjålet tidligere. Med kvitteringen og en søgning på stelnummeret kan man nemt sikre sig, at man gør en god handel.

– Hvis prisen lyder lidt for god på den brugte cykel, vil jeg opfordre til at tjekke, om den er meldt stjålet. Det kan man for eksempel gøre ved at søge på stelnummeret i politiets app ”Politi” eller på nettet, anbefaler Jacob Skyum.

FAKTA:
Sådan kan du snyde cykeltyven
· Lås cyklen med en fastmonteret forsikringsgodkendt lås samt en kædelås, der er viklet igennem både stel og hjul
· Lås cyklen fast til cykelstativet
· Stil cyklen et oplyst sted og lidt væk fra særligt tyveriudsatte områder, fx ved indgangen til stationer
· Brug altid cykelkælder, kælderrum og cykelskur, når det er muligt
· Stiller du ofte cyklen ved stationen, så overvej at anskaffe en ”stationscykel”, som tyvene sjældent er interesserede i
· Specialcykler af høj værdi er tyvene glade for. Tag den med ind i hjemmet eller lås den sikkert
· Undgå at købe en stjålet cykel: Brug evt. Politiets app ”Politi”, hvor du kan tjekke en cykels stelnummer i cykelregistret, før du køber den

Foto : Rådet for Sikker Trafik

 

Forfatter

Related posts

Top