Se Danmarks største rovfugl ved Vejlerne og Ove Sø

For tiende år i træk får Danmarks befolkning en unik mulighed for at opleve det helt store vingesus, når DOF’s Projekt Ørn inviterer til Ørnens Dag over hele landet. Om vinteren er der nemlig rigtig gode muligheder for at opleve det store vingesus over det meste af landet.

En landsdækkende ørnetælling i slutningen af januar fandt nemlig mindst 342 havørne i Danmark. I Thy fandt ornitologerne hele 3 havørne siddende på Bygholmengen i Vejlerne, og yderligere enkelte havørne ved Nors sø og Vesløs vejle.

– DOF-Nordvestjylland bemander i år fire fugletårne i Thy, tre i Vejlerne og et ved Ove Sø. Sidste år kunne publikum nyde synet af i alt 7 ørne. Med det rekord store antal ørne i Danmark denne vinter, bliver det spændende at se, hvor mange der ses i år, fortæller Søren Michelsen Krag, der er Naturvejleder i Thisted kommune.

Danmarks ynglebestand af havørne vokser nemlig fortsat.

– I 2013 var der 51 ynglende par, hvilket er det højeste antal siden havørnen igen blev dansk ynglefugl i 1996. På Ørnens dag har hele Danmarks befolkning rigtig gode muligheder for at opleve Danmarks og Nordeuropas største rovfugl og høre succeshistorien om havørnen, der i 100 år var udryddet i Danmark, men som nu trives i bedste velgående, fortæller Søren Michelsen Krag

Publikum kan tage med Dansk Ornitologisk Forening til Vejlerne eller Ove Sø og oplev ørnene søndag den 22. februar kl. 10:00 – 14:00.

Alle steder vil lokale ornitologer fortælle og vise fugle og ørne frem.

Foto : DOF

Forfatter

Related posts

Top