Sankt Hans-tale: Velfærd og relationer

Tore Müller, Skt. Hans tale. 23. juni 2017. Johan Riis Minde, Nykøbing.

Andreas Mogensen – den første danske astronaut der rejste ud i rummet. Han konstaterede, at når man kigger ned på jorden derudefra, så er der altså ingen grænser mellem lande og befolkninger. Vi er et hele.
Hvis man kigger udover verden – kan man være bange for, at fællesskabet i disse år fragmenteres. Det er som om verdens samhørighed står i flammer.
Europa knirker – Mellemøsten kæmper hårde kampe – USA er splittet og isolerer sig selv – Rusland synes at ville genoplive den kolde krig. Altså en verden hvor nationer og mennesker glider fra hinanden. Og når tendensen er så klar, så smitter det også af indadtil. Det vil sige vi som individer også splittes. Familier glider fra hinanden – og landes befolkninger splittes internt. Nabo bliver til fjende. Tolerance og rummelighed forsvinder. Det bliver på en måde legitimt at tale hårdt om i hinanden i det offentlige rum.
Det skal vi kæmpe imod.

I dag fejrer vi Skt. Hans. Skt. Hans er ikke kun en folkefest med bål og brand, men også en gammel kirkelig tradition til minde om Johannes Døberen, Jesus fætter. Johannes døberen har altså fødselsdag i morgen. Et halvt år før Jesus og juleaften.

Tidligere troede man, at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter, som kunne være både onde og gode. Formålet med sankthansbålet var oprindeligt at jage det onde væk.
Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. Et symbol på at tilintetgøre det onde i vores liv.
Kristne missionærer og præster fik nyfortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse. Så I det 7. århundrede advarede Sankt Eligius de nykristnede indbyggere i Flandern mod at fortsætte med at dyrke hedenske ritualer.
Hans advarsel lød: ”At man ved Johannes Døberens fest eller ved nogen anden helgens fest, under ingen omstændigheder, må udføre: solhvervsritualer, danseri, hopperi eller djævelske sange.”

Hvis jeg kigger på vores samfund anno 2017, så ser jeg det jeg kalder et galvaniseringssamfund. Med det mener jeg et samfund, hvor vi alle skal hærdes – vi skal presses – vi skal paces så vi kan arbejde hurtigere, stærkere – mere effektivt i en vækst-dagsorden. Det vil sige, vi som mennesker skal stå model til stadig stigende krav og hastighed. Det skaber et samfund og liv i en form for ubalance. Vi vil presse folk til at arbejde længere og hårdere. Vi vil speede de unges uddannelse op, så de hurtigere bliver klar til arbejdsmarkedet. Vi presser vores personale i pleje- og sundhedssektoren, så færre kan nå flere borgere. Vi presser flere børn sammen i skoler og institutioner. Og jeg kunne blive ved.
Alt sammen med det overskyggende formål, at sikre en effektivitet og vækst på bundlinjen. Dvs. vi anskuer vores velfærd som en udgift, i stedet for en investering i mennesker.
Jeg tror det er farligt! For hvis der er noget som man bare ikke kan proppe ned i et regneark, så er det relationer mellem mennesker. Og velfærd handler i bund og grund slet ikke om penge. Nej, det handler om relationer mellem mennesker. I relationen mellem du og jeg, der ligger en helt unik og vigtig værdi, der ikke har med penge og skatteprocenter at gøre. I relationen mellem plejepersonale og beboere, ligger spiren til at skabe et indholdsrigt og kærligt liv for den enkelte. I relationen mellem pædagogen eller læreren og vores børn, ligger nøglen til fremtiden. Heri skabes næste generation af samfundsborgere. Heri skabes den reelle vækst.
Nemlig tolerante, empatiske, rummelige og kærlige mennesker, der vil fællesskabet og hinanden. Der vil velfærden, frem for den nye fladskærm og voksende aktieportefølje. Altså mennesker – der vil mennesker!

I de seneste årtier har tendensen været, at samfundet har ændret fokus fra omsorg til styring. Før handlede det om barnets og den unges tarv. Eller om den ældre borgers værdighed og livskvalitet. I dag handler det om effektivt og målrettet at sikre den nødvendige arbejdskraft. Altså vi ”galvaniserer” hinanden ud fra en økonomisk betragtning. Hjemmehjælperen har mindre tid til ganske almindelig samtale og nærvær – men skal dokumentere og detail-effektivisere, med borgeren som den helt store taber. Læreren skal rumme flere og flere børn i klassen, og bliver samtidig påduttet mindre frihed og flere restriktioner, med vores børn som de helt store tabere.
Jeg mener ikke det er den velfærd vi skal hige efter i vores land. Jeg mener ikke der er nogen der vinder noget ved den tænkning. Jeg mener tværtimod, at vi alle står tilbage som tabere – både borgeren, barnet og personalet og familien. Kort og godt: Hele vores samfund.

Derfor skal vi sammen sætte en dagsorden, hvor vi begynder at tale om velfærd i kraft af relationer. Vi skal genopbygge relationerne til hinanden der gør, at vi ærligt og kærligt kan drage omsorg for hinanden og ikke stresse hinanden. At vi tager udgangspunkt i, at det er igennem stærke og nærværende relationer, at vi udvikles og bliver til hele mennesker. At det er igennem oprigtige og empatiske relationer, at vores børn får tiden og roen til at opbygges til et indholdsrigt og balanceret voksenliv.
Den investering i fællesskabet og hinanden, må vi ikke effektivisere ihjel. Den ondskab skal vi jage bort.
En bekendt – skuespilleren Thure Lindhardt – deltog i sidste uge i en debat på folkemødet på Bornholm. Her sagde han: “Kulturen kan tale sammenhæng ind i en fragmenteret tilværelse og få os til at opleve samhørighed. I samhørigheden ligger empatien, der er forudsætningen for dannelse”.
Det er kloge ord – synes jeg.
For mig at se, er kulturen nemlig en af vores vigtigste infrastrukturer. Kultur og kunsten fortæller hvor og hvad vi kommer fra. Den fortæller hvor vi er. Og den viser os, hvilke veje vi kan vælge fremadrettet.
Dvs. at en af vores allervigtigste generatorer for at kunne skabe nære relationer og rummelighed, ja det er kulturen.
Og hvis vi en dag igen oplever en større grad af samhørighed og empati i en globaliseret verden – ja, så vil der være mindre grund til, at tænde bål for at jage det onde væk. Og i så fald, synes jeg der er stor grund til både: solhvervsritualer, danseri, hopperi og djævelske sange…
For så er der grund til at fejre, at vores velfærd handler om relationer, og ikke usselt mammon. Så skal vi fejre, at vi sammen sikrer dannelse, empati og samhørighed.

Tak fordi jeg måtte komme. Tak for ordet – og glædelig Skt. Hans. Nu må der danses, hoppes og synges…

 

 

Foto : Limfjordsteatret

Forfatter

Related posts

Top