Danske forbrugere er begyndt at fylde indkøbskurven med økologiske fødevarer igen efter flere år med fald.
Det viser en opgørelse for detailsalget i 2024 fra Danmarks Statistik tirsdag, skriver Ritzau.
Samlet steg salget af økologiske fødevarer med tre procent.
Fremgangen skyldes især en stigning i salget af frugt og grønt. Her var det salget af gulerødder og kartofler, der steg mest.
Ifølge Danmarks Statistik hænger det dog overvejende sammen med, at priserne på gulerødder og kartofler steg sidste år.
Økologiske fødevarer udgjorde sidste år 11,6 procent af det samlede salg af fødevarer.