Sæsonfinale: Steinfath vandt sølv på den korte sprint

For nyligt befandt den 25-årige padlesurfer, Casper Steinfath,  sig midt i sit værste VM nogensinde. For første gang i seks år rejste han hjem fra et verdensmesterskab uden nogen personlige medaljer.

Men meget kan ændre sig på kort tid. Det beviste han i weekenden, da han i sæsonfinalen på World Touren i Paris, tog andenpladsen i den korte sprint.

– Det er den mest vanvittige afslutning på året, og jeg er helt oppe at køre over, at jeg slutter på podiet en gang til i år. For under en uge siden stod jeg i mit mest forfærdelige VM nogensinde. Nu står jeg på toppen. Det er for for sygt, siger Casper Steinfath.

Klitmøller mod resten
I sprinten var det faktisk Klitmøller mod resten af verden. For udover Casper Steinfath nåede Christian Andersen fra Klitmøller også semifinalerne.

Christian Andersen. Foto: John Carter, APP

Den 17-årige padlesurfer drager hjem til Cold Hawaii med det bedste World Tour-resultat nogensinde. I sin semifinale padlede han lige op med Mo Freitas fra Hawaii, der blev verdensmester i Vorupør sidste år.

– Det er fedt at være med helt fremme. Jeg var lidt nervøs inden sprinten, for jeg plejer ikke at være god til at sprinte. Men det gik jo godt, sagde Christian Andersen.

Foto: John Carter, APP

 

Forfatter

Related posts

Top