Sådan gør du livet surt for cykeltyven

Hvert år forsvinder over 60.000 cykler i Danmark. GF Forsikring i Thisted og Nykøbing Mors giver her tips og tricks til, hvordan man sikrer sin cykel og giver cykeltyven grå hår på hovedet.

Cykeltyveri er meget udbredt i Danmark. Alene i 2013 forsvandt over 60.000 cykler, men der skal ikke meget til for at gøre livet mere besværligt for cykeltyvene.

– Man kan med få og simple midler selv gøre en indsats for at gøre arbejdsbetingelserne vanskelige for cykeltyven, der ofte har for nemt ved at slippe af sted med andres cykler, fortæller Jette Brandstrup, forretningsfører hos GF Thy & Mors.

Lås cyklen fast
En god lås er vigtig i kampen mod cykeltyven, og de fleste låser også troligt cyklen med den fastmonterede lås, der sidder ved cyklens baghjul. Desværre er det ikke altid nok, for ofte tager cykeltyvene en varevogn i brug og kører af sted med den låste cykel.

– En kædelås, wirelås eller foldelås har det til fælles, at de låser cyklen fast til en anden genstand. I kombination med den fastmonterede lås gør den type lås det langt sværere at stjæle den tohjulede. Hos GF Forsikring anbefaler vi derfor, at man anskaffer sig en ekstra lås til cyklen, som kan låse den fast til fx en lygtepæl, et træ eller lignende, forklarer Jette Brandstrup og fortsætter:

– Det er dog ikke nok at købe en solid kædelås, wirelås eller foldelås – før den har den ønskede effekt, skal den bruges korrekt. Lås cyklen fast direkte gennem stellet. Bruger man en wirelås, skal låsen placeres højt, så cykeltyven ikke kan lægge wire og boltsaks på jorden og bruge sin kropsvægt til at klippe låsen over, påpeger Jette Brandstrup.

Vær også opmærksom på, hvad cyklen låses fast til. Et cykelstativ af jern kan se stærkt og robust ud, men være hult inden i, hvilket gør det blødt som smør for en skærebrænder. Sørg i stedet for at låse cyklen fast til en genstand af massivt jern såsom en lygtepæl, et tykt gelænder eller lignende – så er man sikret bedst muligt.

En anden typisk fejl er at kun fastlåse cyklen gennem et af cyklens hjul. Det tager ikke cykeltyven mange minutter at afmontere et cykelhjul og køre resten af cyklen væk i bil. Husk derfor altid at låse cyklen fast gennem stellet, fortæller Jette Brandstrup.

Overvej hvor man stiller cyklen
Har man mulighed for at stille sin cykel i en kælder eller trække den indenfor om natten, så er det at foretrække, da cykeltyven ikke kan stjæle en cykel, han ikke kan finde.

– Har man ikke mulighed for at skjule cyklen inden døre, er det smart at gøre det direkte modsatte. Placér cyklen et oplyst offentligt sted med mange forbipasserende. Det er mere sandsynligt, at cykeltyven hiver boltsaksen op af tasken i en mørk baggård end på et åbent oplyst torv, lyder rådet fra Jette Brandstrup.

Tegn en cykelforsikring
Skulle uheldet være ude og cyklen forsvinder, er det rart at have cyklen forsikret, så man kan købe en ny.

De fleste forsikringsselskaber tilbyder kunderne muligheden for en udvidet cykeldækning, som blandt andet giver en større sum for dækning af cykler. Derudover kan man købe en cykel kaskoforsikring, som blandt andet dækker, hvis man vælter, eller hvis cyklen bliver udsat for hærværk.

Forfatter

Related posts

Top