Så nemt er det at udleje sit sommerhus

Står dit sommerhus ofte tomt? Så bør du overveje at leje huset ud. Ved at udleje dit sommerhus kan du nemlig både give din bolig liv og få dækket en stor del af dine faste udgifter. Og det er lettere, end de fleste tror. Du kan her blive klogere på, hvilke fordele der er at hente ved at udleje din feriebolig.
De seneste år er det gradvist blevet mere attraktivt for pengepungen at udleje sommerhuset. I 2019 er der indført et nyt bundfradrag, som betyder, at sommerhusejere nu kan tjene 40.900 kroner skattefrit ved at leje sommerhuset ud gennem et bureau. Det betyder altså, at de første 40.900 kr. af lejeindtægten er skattefrie.
De ændrede regler ventes at føre til, at flere sommerhuse lejes ud, hvilket ikke kun er til gavn for sommerhusejernes privatøkonomi, men også ventes at give større omsætning i lokalsamfundet. Beregninger fra Feriehusudlejernes brancheforening viser, at et hus til udlejning genererer en øget omsætning på 300.000 kroner om året i lokalsamfundet i form af indkøb, besøg på museer, restauranter m.v. Ved at udleje dit sommerhus er du altså med til at holde liv i dit sommerhusområde og sikre de små butikkers eksistensgrundlag.
Sådan gør du
Mange tror fejlagtigt, at det er kompliceret at leje sit sommerhus ud. Men det er faktisk op til dig selv, hvor meget du vil involveres. Vælger du at udleje dit sommerhus gennem et udlejningsbureau, kan du overlade alt det praktiske til bureauet. Det betyder stor uafhængighed til dig som husejer, fordi bureauet tager sig af både markedsføring, kontakt med og servicering af gæster samt rengøring og eftersyn af din feriebolig.
Du kan også vælge en løsning, hvor udlejningsfirmaet udelukkende står for markedsføring, hvilket naturligvis reducerer udgifterne til bureauet.
Det er stadig dit sommerhus
Selvom du udlejer dit sommerhus gennem et bureau, betyder det ikke, at du er forpligtet til at udleje i bestemte perioder. Udlejningsbureauet vil som regel have en række anbefalinger til, hvornår du skal udleje dit hus for at opnå den bedst mulige indtjening, men i sidste ende er det dig, der bestemmer.
Du kan således få glæde af dit sommerhus, lige når det passer dig, og tjene penge på det, når du alligevel ikke bruger det.

Læs mere om de nye fradragsregler, og hvordan du forholder dig til dem, på www.dk-kampagne.dk/visitdenmark

Forfatter

Related posts

Top