Rovvig Efterskole er gået konkurs

Rovvig Efterskole på Mors er gået konkurs og skolens elever er med øjeblikkelig virkning flyttet til Galtrup Musik- & Idrætsefterskole.

Rovvig Efterskole lukkes pr. 30. april 2015. Beslutningen blev taget til efterretning på skolens general forsamling i går d. 28.april 2015.

– Efter flere år med udfordret økonomi og vigende elevtal har skolens bestyrelse d.28. april truffet den tunge beslutning, at nedlægge driften pr. 30. april 2015. Gennemførelse af skoleåret var ikke mulig. Derfor var en hurtig løsning af stor betydning for skolens 36 elever, siger bestyrelsesformand Bente Aarup.

Galtrup overtager eleverne
Der er truffet aftale med Galtrup Musik- & Idrætsefterskole om at overtage eleverne, så de kan gennemføre resten af skoleåret der.

Eleverne og deres familier blev i går informeret med breve fra Rovvig Efterskoles konstituerede forstander Henrik Høyer og Forstander Jens Hvid, Galtrup Efterskole.

– 34 familier har taget imod denne mulighed og er optaget på Galtrup den 1. maj og de flytter deres ting i dag. De skriftlige prøver begynder allerede mandag d. 4.maj, fortæller bestyrelsesformand Bente Aarup.

Personalet på Rovvig Efterskole vil modtage deres opsigelse torsdag d. 30 april og bestyrelsen vil indgive konkursbegæring.
– Siden indkaldelsen til generalforsamling den 13. april, er situationen ændret meget. Forstander Rasmus Pommer blev sygemeldt samtidig. Den økonomiske krise blev åbenbar. Tilmelding af elever til det ny skoleår blev analyseret og viste, at der kun var 13 elever; altså var der ikke basis for et nyt skoleår, som ifølge budget skulle være minimum 45 elever, siger Bente Aarup.

Generalforsamlingen rejste kritik af såvel skolens ledelse som bestyrelsen erkender ifølge Bente Aarup også sit ansvar i sagen.
– Vi beklager dybt, at det er kommet så vidt, at skolens historie ender her, siger Bente Aarup.

Det er endnu uklart, hvad der skal ske med skolens bygninger, der har en af landets absolutte flotteste beliggenheder ned til Limfjorden på Vestmors.

Forfatter

Related posts

Top