I specialbørnehaven Birken i Vodskov er en lille robot ved at blive en stor hjælp. Sammen med forskere fra Aalborg Universitet skal den gøre hverdagen lettere for børn med autisme.
Den ligner måske mest et stykke avanceret legetøj, men QTrobot har et langt større formål. Robotten skal hjælpe børn med autisme med alt fra sprog og sociale færdigheder til at forstå og udtrykke følelser.
Det særlige er, at robotten ikke bliver udviklet bag et skrivebord. I stedet er pædagogerne i Specialbørnehaven Birken med til at bestemme, hvordan den skal fungere.
– Pædagogerne ved præcis, hvad børnene har brug for – og det er deres input, der styrer, hvordan vi programmerer robotten. Teknologien skal tilpasse sig praksis, ikke omvendt, siger Anders Kalsgaard Møller, forsker ved Aalborg Universitet og en af projektets ledere.
Udviklet sammen med dem, der skal bruge den
Robotten har allerede været testet i børnehaven det seneste halve år. Målet er, at den skal blive et trygt redskab i hverdagen, hvor børnene blandt andet kan øve kommunikation, sociale situationer og følelsesmæssig forståelse.
Forskerne bygger videre på erfaringer fra et tidligere projekt, hvor ny teknologi blev udviklet sammen med mennesker med demens og deres pårørende.
– Ved at inddrage brugerne tidligt i udviklingen får vi ikke bare bedre teknologi. Vi får løsninger, der respekterer menneskers behov og værdighed, siger Anders Kalsgaard Møller.
Skal også hjælpe ved skolestart
Efter sommerferien fortsætter samarbejdet mellem Aalborg Universitet og Specialbørnehaven Birken. Nu skal forskerne undersøge, hvordan QTrobot også kan være med til at skabe større tryghed, når børnene senere skal tage springet fra børnehave til skole.
Projektet er et samarbejde mellem Aalborg Universitet, UCN samt forskningsmiljøerne Xlab Design, Learning and Innovation og HRI Lab.
Foto : Aalborg Universitet



