Rift om markedsføringsøkonomer fra EUC Nordvest

På uddannelsen til markedsføringsøkonom oplever de lige nu en øget interesse fra lokale virksomheder, der specielt gerne vil have fat i markedsføringsøkonomer og deres kompetencer indenfor salg/marketingstiltag, analyser, marketingstrategier m.m.

Den øgede interesse skyldes ifølge studieleder Troels Frøkjær Christensen især, at virksomhederne har fået øjnene op for, virksomhedernes salg- og marketingindsatser får ny energi og inspiration via de kompetencer som markedsføringsøkonomerne bringer med. Han fortæller, at mange virksomheder henvender sig enten for at høre om muligheden for at arbejde med deres virksomhed som case, muligheden for at få en praktikant eller en anbefaling af studerende, der vil passe til deres virksomhed.

– De studerende får via deres uddannelse konkrete værktøjer, som de kan omsætte til nye marketingideer i virksomheden. Fx har vi fra flere virksomheder fået tilbagemeldinger om, at de marketingsforslag, der kommer fra de studerende, bliver anvendt af virksomhederne til at differentiere sig i markedet og til at bruge nye digitale veje til at nå deres målgrupper, siger Troels Frøkjær Christensen.

To nystartede virksomheder vil have hjælp til markedsføringen
To af de virksomheder, der selv har henvendt sig er de nystartede Elsk.com og celcon.

– Selvom vi er nystartede, så ved vi, hvor vi vil hen. Vores kernekunder er storbyens beboere, men hvordan kommer vi fra Thy til Tokyo og New York? Vi har virkelig brug for en, der kan hjælpe med at udvikle en stærk strategi og som har lyst til at prøve kræfter med en virksomhed, der er primært arbejder online. siger Lars Riis, medstifter af det, han kalder et anderledestænkende nichevirksomhed inden for modebranchen.

Karina Jensen fra den nystartede televirksomhed, celcon fortæller, at de også har alt for travlt med at få virksomheden skubbet i gang.

– Vi har simpelthen ikke tid til at få set på konkurrentanalyser, markedsføringsplaner, hjemmeside osv. Så vi vil rigtig gerne have fat i en markedsføringsøkonom, der har lyst til at være med til at forme vores virksomhed, siger hun.

Viden og erfaring der er relevant
Som nystartede virksomheder har både celcon og elsk.com fokus på, at de studerende skal være med til at udvikle og skabe virksomhedernes marketingaktiviteter.

– Det er vigtigt for os, at den studerende skaber værdi i virksomheden, men det er mindst lige så vigtigt, at vi giver den studerende noget viden og praktisk erfaring så den studerende får koblingen mellem teori og praksis ind under huden, siger studieleder Troels Frøkjær Christensen

Uddannelsen til markedsføringsøkonom er en kort videregående uddannelse, der tager 2 år og kan tages i Thy Uddannelsescenter.

Uddannelsen afsluttes med en 3 måneders praktik og hovedopgave, som oftest skrives for praktikvirksomheden.

De studerende finder efterfølgende primært jobs i marketing- og salgsafdelinger eller vælger at læse videre.

Forfatter

Related posts

Top