Retten har talt: Kommunen skal revurdere hobbyfotograf’s sag

Thisted Kommune skal behandle sagen, hvor en hobbyfotograf i efteråret 2019 med kort varsel fik frataget sine sygedagpenge efter en anonym henvendelse om, at solgte og tjente penge på at sælge sine fotografier på de sociale medier, igen.

Det har retten i Holstebro bestemt, skriver Nordjyske.

Hobbyfotografen er den 48-årige Torben Hedegaard fra Bedsted, der i perioden op til sagens begyndelse var i et jobforløb, der skulle afklare, om han var berettiget til et fleksjob, som følge af en arbejdsskade, der har medført smerter i både nakken og lænden.

På baggrund af den anonyme henvendelse blev Torben Hedegaard kontaktet af sin sagsbehandler, der tvivlede på at han nu også var så hårdt plaget af smerter, som han gav udtryk for.

Torben Hedegaard har efterfølgende – og i samråd med 3F – trukket sig helt fra det offentlige system og har etableret en lille virksomhed hvorfra han sælger sine fotografier:

– Jeg har klaret mig selv lige siden. Det er godt nok ikke en ret høj indtægt, jeg har, for jeg kan jo ikke holde til ret meget, siger han til Nordjyske og tilføjer, at han har sit kamera med når han er ude at gå tur:

–  Det er jo en hobby, det er ikke en skid andet, slutter han.

Karin Petersen, der er socialpolitisk konsulent på sagen for 3F, udtalte i marts til TV Midtvest:

– Vi mener, Torben havde ret til flexjob, da de tog hans sygedagpenge den 12. oktober 2019, fordi hans arbejdsevne var nedsat. Thisted Kommune mente, at hans arbejdsevne var til mere end en sygemelding, fordi han kunne gå i naturen og tage billeder.

– Vi mener ikke, at man skal lægge vægt på Torbens hobbyfotografering overhovedet. Det er en fritidsaktivitet, og alle mennesker har ret til fritidsaktiviteter, lød det dengang fra Karin Petersen.

Og noget tyder altså på, at retten i Holstebro er enig.

Foto: Claus Bjørn Larsen, Fagbladet 3F

Forfatter

Related posts

Top