Vejdirektoratet påbegynder et reparationsarbejde under Legindvejlebroen syd for Nykøbing Mors. De lejer, som brodækket hviler på oven på betonpillerne, skal renoveres. Arbejdet bliver udført på alle understøtninger i hele broens længde.
Renoveringen af lejer går i gang mandag den 5. maj og forventes afsluttet i løbet af september 2025. Renoveringsarbejdet starter i broens sydlige ende.
I forbindelse med renoveringen, vil trafikken på broen ikke blive påvirket, da alle arbejder foregår fra broens undersiden.
På pendlerpladsen i nord inddrages halvdelen af pladsen til byggeplads, hvor der kommer mandskabsvogne og materialeoplag. Trafikanter vil stadig kunne benytte en del af pendlerpladsen, men lastbiler vil ikke kunne vende på pendlerpladsen under renoveringsarbejdet.
Trafikken under broen på henholdsvis Sallingsundvej, Legindvej og Østermøllevej vil kunne opleve arbejdskørsel til og fra pendlerpladsen og arbejdssteder under broen.
På marker under broen bliver der etableret en midlertidig kørevej til arbejdskørsel.
Under renoveringsarbejdet i den sydlige ende af broen vil der blive opsat en mandskabsvogn under broen i rabatten, for at minimere arbejdskørsel. I den nordlige ende af broen vil der ligeledes blive opsat en mandskabsvogn i rabatten på Østermøllevej.
Vejdirektoratet forventer at de trafikale gener i forbindelse med projektet, vil være minimale.
Ikke helt nemt at komme til
Det er ikke en helt nem operation Vejdirektoratets entreprenør skal i gang med. For at kunne renovere broens lejer, skal brodækket hæves en smule – kun få millimeter – for at kunne komme ind til broens lejer.
Vejdirektoratets entreprenør bygger et stillads op omkring alle bropiller med en platform på toppen, hvorfra entreprenørens folk kan stå og arbejde.
Platformen bliver dækket til, så afrensnings- og overfladebehandlingsarbejder kan foregå miljømæssigt forsvarligt.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Foto : Vejdirektoratet