Rene eller René? Sille eller Cille? – 4600 danskere skiftede fornavn i 2019

4600 borgere skiftede i 2019 fornavn, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det er især kvinder, som har følt behov for en navneforandring. Ud af de 4600 skift i fornavn stod kvinderne for to tredjedele. Kurven for navneskift er generelt højest, når mænd og kvinder er i 20’erne, mens det sker sjældnere, jo ældre man bliver. Grundlaget for statistikken er data fra cpr-registret.

Blandt de hyppigst forekomne skift er Susanne til Sanne, Liselotte til Lotte og Cecilie til Sille eller Cille. Hos mændene er det borgere med navnet René eller Rene, der oftest skiftede navn i 2019. Og det er såmænd ikke, fordi de ikke kan lide navnet – det er apostrofen over e’et, der splitter dem. 11 personer har således skiftet navn fra Rene til René, mens seks personer har lavet skiftet den anden vej.

Det at skifte navn er mest udbredt øst for Storebælt.

Antallet af personer, der skifter fornavn, har ligget rimeligt stabilt de seneste år. Det samme har de mest populære pige- og drengenavne. Således er Anne og Peter stadig de mest anvendte fornavne i Danmark. Peter kom på førstepladsen i løbet af 2012 og har ligget der siden. Før da var det Anne og Jens.

I 2019 var der 45.202 personer med navnet Anne og 48.011 personer med navnet Peter.

Blandt efternavne er det stadig Nielsen, der har førertrøjen på. Nielsen ligger stadig marginalt foran Jensen, hvilket har været tilfældet siden 2016.

Du har mulighed for at søge om navneændring, hvis du har fast bopæl i Danmark. Ansøgningen bliver behandlet i det sogn, hvor du bor.

Det koster 505 kroner at skifte navn. Gebyret dækker over selve behandlingen af ansøgningen. I nogle tilfælde er en navneændring dog gebyrfri – eksempelvis hvis den søges i forbindelse med en vielse.

/ritzau/

Forfatter
Tags
Top