Rekordstor ordre sikrer flere arbejdspladser på Mors

Mors-virksomheden Outrup Vinduer & Døre har netop modtaget rekordstor ordre. En andelsboligforening på Islands Brygge skal have udskiftet intet mindre end 1.750 vinduer, og det skaber et behov for nye hænder hos vinduesvirksomheden.

For to år siden leverede Outrup Vinduer & Døre en ordre på 1.500 vinduer til en ejendomskarré på Islands Brygge i København, og nu er turen kommet til naboejendommen.

Det erder står foran en omfattende facaderenovering, hvor bygningens i alt 1.750 vinduer skal skiftes ud. Det er den største ordre nogensinde for den lokale vinduesproducent.

Andelsboligforeningen AB Njal på Islands Brygge

– Vi er meget glade for at blive valgt til opgaven, som bliver den største enkeltstående ordre i Outrups historie. AB Njals ejendom er opført i 1912 og er derudover omgivet af mange ligeså gamle eller ældre bygninger. Vores primære opgave bliver derfor at levere en løsning, der kombinerer moderne funktionaliteter med et udtryk, der er tro mod bygningens oprindelige, fortæller Outrup Vinduer & Døres salgschef, Jan Kampman.

Begejstret over naboejendommen
Det er Gaihede Ingeniører & Arkitekter, som sammen med hovedentreprenøren Hovedstadens Bygningsentreprise og Outrup som vinduesleverandør, der skal stå for renoveringen af AB Njals ejendom, som består af omkring 280 lejligheder fordelt på 27 opgange. Alle virksomheder har god erfaring med at renovere facader på Islands Brygge.

I 2015 leverede Outrup som nævnt sin hidtil største ordre på 1.500 vinduer til AB Njals’ naboejendom, hvor Gaihede også var rådgiver på projektet. Og naboejendommens renoveringsprojekt var da også grunden til, at valget igen faldt på Outrup:

– Bygherren var efter grundige overvejelser begejstret over naboejendommens løsning, hvor man har formået at være tro mod bygningens oprindelige udtryk med dannebrogsvinduer, som er typisk for den tid, mange af kvarterets bygninger er opført i. De nye vinduers udvendige aluminiumsprofil minder desuden meget om et traditionelt kittet vindue, der forstærker det traditionelle udtryk yderligere, fortæller teknisk direktør hos Gaihede, Jesper Krog.

Da AB Njal nu har valgt en lignende løsning som naboejendommen, skaber man en god stilistisk tråd på tværs af gaden og i kvarteret, lyder det fortsat fra Jesper Krog:

– Vi er rigtig glade for, at vi kan bevare både bygningens og kvarterets stil og dermed bibeholde det fine helhedsudtryk. Her var Outrups dannebrogsvinduer den helt rette vinduesløsning.

Traditionel og moderne specialløsning i ét
Udover at være tro mod bygningens oprindelige udseende, skulle de nye vinduer også være en topmoderne løsning. Og her fandt Outrup frem til en specialløsning, som passer godt til AB Njals behov:

– Til opgaven måtte vi levere specialløsninger, som passede til bygherrens ønsker. Det betød blandt andet, at vi måtte producere en speciel aluminiumsprofil, som vi ikke normalt har som standardløsning til denne type dannebrogsvinduer, fortæller Jan Kampman og fortsætter:

– Derudover har vi implementeret en børnelås på vinduerne, som ikke er en del af vores faste sortiment. Så alt i alt har vi nu udviklet en specialløsning, der ligner de originale vinduer, men også imødekommer bygherres ønsker om funktionalitet.

Brug for flere hænder
I forbindelse med den store ordre, som vinduesprocenten inden længe skal i gang med at producere, forventer Jan Kampman i øvrigt, at der i løbet af foråret bliver behov for flere hænder i Outrups produktion.

– Vi ansætter typisk flere hænder til produktionen i løbet af foråret, og efter vi er blevet valgt til denne opgave, får vi i år brug for endnu flere end normalt, slutter Jan Kampman.

Leverancerne af de nye vinduer påbegyndes i løbet af maj. Udover de nye vinduer skal AB Njal også have renoveret facaderne, hvilket forventes afsluttet i efteråret 2020.

Forfatter

Related posts

Top