Rekordår for Sønderhå-Hørsted Sparekasse

2019 blev det hidtil bedste regnskabsår i Sønderhå-Hørsted Sparekasse i dens 147 år lange levetid.

Rekordresultatet skyldes bl.a. en fortsat god tilstrømning af kunder, højt aktivitetsniveau vedr. låneomlægninger af kreditforeningslån og kursgevinst ved salg af aktier i Sparinvest samt et meget lavt niveau af tab og nedskrivninger på kunder.

Årsrapporten viser et overskud på godt 14 millioner kroner efter skat.

– Det er naturligvis et regnskab, som vi er meget glade for. Vi er stolte af at kunne fortsætte væksten, selv om der er hård konkurrence i sektoren. Vi har nydt godt af, at de store banker i området har skruet ned for tilgængeligheden samtidig med, at vores kunder har været meget velvillige til at anbefale os til andre. Den personlige, individuelle rådgivning og langvarige relationer er den røde tråd, og i Sønderhå-Hørsted Sparekasse sætter vi en ære i at finde netop de løsninger, som er bedst for den enkelte, udtaler direktør Per Nørgård Nielsen.

Forfatter

Related posts

Top