Regionsrådsformand om SOS International: – Under al kritik

Firmaet SOS International nåede blot en uge som leverandør af lyntest til blandt andre ansatte på landets plejecentre i en aftale indgået med staten.

Det skyldes, at regionerne ikke mener, at firmaet “magter opgaven i det krævede omfang”.

Flere medier har de seneste dage berettet om sikkerheds- og hygiejneproblemer, ligesom det er beskrevet, hvordan borgeres sundhedsdata blev behandlet over gratistjenesten WhatsApp.

– Det vi har set fra SOS International har været under al kritik, og beslutningen om at stoppe samarbejdet er derfor den rigtige. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at SOS ikke leverede på opgaven, lyder det fra Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland.

I Region Midtjylland, Nordjylland og Sjælland overtager Falck opgaven i løbet af den kommende uge, mens SOS International udfases. Og den beslutning glæder Ulla Astman:

– Jeg er sikker på, at nordjyderne får et trygt og kvalitetssikkert tilbud.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top