Regioner opfordrer til at udskyde behandlingsgaranti

Behandlingsgarantien står til at blive genindført den 1. januar.

Men flere regioner opfordrer nu til, at den skal udskydes yderligere på grund af presset på hospitalerne fra coronasituationen.

Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland og næstformand for Danske Regioner, forestiller sig en mindre udskydelse på få måneder.

– Det giver god mening med en mindre udsættelse af patientrettighederne set ud fra det nuværende situation, hvor det i flere regioner ikke rigtig giver mening at genindføre behandlingsrettighederne igen.

– Lige nu må vi bare sige, at det har svært ved at give mening, fordi den offentlige kapacitet ikke kan trække mere, og der også er begrænset kapacitet i den private sektor, siger Ulla Astman.

Hun understreger, at det ikke er noget regionsrådet i Nordjylland samlet har taget stilling til. Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Region Midtjylland og Region Sjælland også har opfordret til at udskyde behandlingsgarantien.

– Jeg synes, at Folketingets partier sammen med sundhedsministeren bør forlænge suspenderingen af patientrettighederne, så vi kan fokusere mest på de akut syge og dem, der er syge med covid-19, sagde Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland, til DR mandag.

Behandlingsgarantien sikrer, at alle patienter kan blive undersøgt og udredt inden for 30 dage.

Det er op til Folketinget, om suspenderingen skal forlænges.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top