Regionen klar med kulturpenge

Når Region Nordjylland den 1. maj 2014 åbner for ansøgninger til Kulturpuljen 2014 bliver det med særligt fokus på større projekter, der kan skabe kulturelle netværk på tværs af hele Nordjylland.

– Region Nordjylland er anerkendt i Nordjyllands kulturkredse for at kunne se tingene lidt fra oven og for at kunne koordinere og samle kræfterne på tværs af både geografiske og faglige grænser. Meningen med denne pulje er at gøre endnu mere ud af dette, f.eks. ved at støtte udviklingen af stærke og faglige samarbejder og store fælles projekter, siger Henrik Ringbæk Madsen, formand for Udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø i Region Nordjylland.

Puljen fokuserer især på områderne film, litteratur og teater – eller koblinger mellem disse. Det er tre områder af kulturlivet, der kun i begrænset omfang har fået støtte af regionens kulturpulje de seneste år, hvorimod der har været mange projekter inden for f.eks. musik og billedkunst.

Kunstnerisk udvikling og inspiration
Og støtten gør en forskel. I 2012 støttede Region Nordjylland projektet ”Midaldrende nordjyske kvindelige kunstneres internationale netværk for kunst” (MNKK). Netværket har siden markeret sig i det nordjyske kulturlandskab, bl.a. ved at afholde seminar og ved at tiltrække en lang række internationale kunstnere til et arbejdsophold sammen med nordjyske kunstnere i Rebild Kommune. Samarbejdet har siden resulteret i en større satsning på land art i kommunen, ligesom MNKK også er en af hovedkræfterne i Kulturaftale Nordjyllands store land art-satsning frem til 2016, Land Art Rebild, der således har været en forløber for Kulturaftale Nordjyllands store land art-satsning frem til 2016.

– Man kan slet ikke overleve som kunstner uden netværk. Da vi startede MNKK for tre år siden, kunne vi se et stort potentiale i at samle de kunstnere, der arbejdede hver for sig rundt om i Nordjylland. Vi havde ikke et færdigudviklet projekt fra starten. Det er opstået hen ad vejen. Udvikling af kulturen virker altid bedst, når det kommer nedefra. Ved at støtte netværk skaber man rammerne for at udvikle projekter, man slet ikke kunne drømme om på forhånd, siger Jette Wistoft Noyes, billedkunstner og medlem af MNKK.

Fakta
Regionsrådet godkendte den 29. april kulturbudgettet for 2014 på i alt 4,3 mio. kr. Udover de 1,2 mio. kr. til kulturpuljen 2014 er der også afsat:

– 500.000 kr. til en eventpulje, der skal være med til at løfte og udbrede nordjyske fyrtårne og events på kulturområdet til alle dele af Nordjylland – og ud over regionens grænser.
– 350.000 kr. til støtte af mindre projekter
– 500.000 kr. til udvikling og afholdelse af Kulturmødet 2014
– 1,75 mio. kr. til Kulturaftale Nordjylland, et samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og Kulturministeriet.

Der åbnes for ansøgninger til kulturpuljen 2014 den 1. maj. Ansøgere anbefales at tage kontakt til administrationen, før man laver og sender sin ansøgning. Ansøgningsfristen er den 10. sep. 2014.

Læs mere om Kulturpuljen her

Læs mere om ”Midaldrende nordjyske kvindelige kunstneres internationale netværk for kunst” her

Forfatter

Related posts

Top