Regionen er for dårlige til at fastholde yngre læger

Region Nordjylland gør ikke nok for at fastholde de yngre læger, der faktisk gerne vil uddanne sig i regionen. Lægerne føler, at de bliver syltet af regionen. Det skriver TV2 Nord.

Nordjylland er ellers blevet et populært sted at uddanne sig for meddicinstuderende, men hvis ikke regionen strammer op, risikerer Nordjylland at miste momentum og lægekræfter, lyder kritikken.

– Vi har aldrig snakket med regionen, der er ikke nogen fra regionens side, der har spurgt mig eller mine kollegaer, om vi har lyst til at blive her, eller hvordan det går, siger Sara Søndergaard, der er i gang med sin kliniske basisuddannelse (tidligere kendt som turnus) i lægehuset i Vestervig, til TV2 Nord. Hun har overstået første del på Thisted Sygehus, til september er hun færdig og klar til lægefaget.

Hvis ikke Region Nordjylland gør tilstrækkeligt for at fastholde de unge læger, når de er færdige med deres uddannelse, er konsekvenserne ikke til at tage fejl af, fortæller Sara Sønderggard:

– Dem, jeg kom hertil sammen med, vi kom syv, og de seks andre, de er på vej væk.

Kæden hopper af
Opråbet fra de yngre Thy-læger kommer i en tid, hvor Thisted Sygehus ellers har formået at vende mange års uheldig tendens og faktisk er blevet et af landets mest søgte. Derfor ærgrer det Region Nordjylland, at de ikke formår at udnytte momentum og fastholde de unge læger.

Formanden for De Konservatives gruppe i regionsrådet Per Larsen har bedt om at få sagen på diskuteret ved dagens møde i regionsrådet.

– Der er nogen steder, hvor kæden hopper af, for de føler ikke, at regionen har stået med åbne arme og vil hjælpe dem på vej, siger Per Larsen (K).

Regionsrådsformand Ulla Astman siger:

– Vi skal da i den grad ride videre på den bølge vi har med succesen med at have de unge læger heroppe, for vi får også brug for dem, når de bliver speciallæger, så derfor skal vi passe og pleje dem rigtig godt, siger Ulla Astman (S).

Et udvalg under regionen skal nu undersøge, hvad de kan gøre for at fastholde flere læger i Nordjylland.

Forfatter

Related posts

Top