Regeringen vil åbne nærhospital i Nykøbing

Onsdag morgen præsenterer regeringen sit nye sundhedsudspil. Her vil det bl.a. fremgå, at man ønsker at oprette 20 nye nærhospitaler.

Et af disse nærhospitaler kommer til at ligge i Nykøbing. Det erfarer LimfjordUpdate.dk.

Peter Therkildsen (V), der både sidder i kommunalbestyrelsen på Mors og i det nordjyske regionsråd har tidligere slået på tromme for at indrette et kommende nærhospital i det gamle sygehus på Mors.

– Vi har placeringen til at få det tildelt. Vi har bygningen og vi har behovet for at få tilført nogle sundhedsopgaver, som kræver længerevarende behandling på ambulant basis, skriver han i en mail tidligt onsdag morgen.

Derudover kan et nærhospital i Nykøbing være med til at tiltrække nye læger til Mors og omegn:

– Det vil skabe nærhed og tryghed frem for de store komplicerede sygehusmatrikler som i dag findes på akuthospitaler, lyder det fra Peter Therkildsen.

Også borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) har sammen med socialdudvalgsformand Henning Sørensen (V) tidligere udtrykt et håb om at Mors bliver tilgodeset med et nærhospital:

– Vi håber at vores region vil udnytte de mange tomme bygningsdele på det gamle Nykøbing Sygehus, så det bliver til et nærhospital med behandling, og med endnu flere sundhedstilbud, end der er på stedet i dag, skrev de i et fælles debatindlæg, som blev bragt her på siden 11. oktober.

Også Tore Müller (S), der går efter borgmesterposten i Morsø Kommune, har arbejdet for at Morsø Kommune bliver tilgodeset i de kommende planer om decentraliseringer i sundhedsvæsnet.

– Vi morsingboer skal have så lige adgang til sundhed og tryghed, når livet gør lidt ondt. Det vil være en investering i vores nære velfærd, og er en kamp jeg dagligt knokler for at vinde. Og så vil det hjælpe med nye offentlige arbejdspladser i vores kommune, har borgmesterkandidaten tidligere udtalt.

De kommende nærhospitaler kommer ikke til at have sengepladser, men kommer i stedet til at rumme en række tilbud inden for forskellige behandlinger.

LÆS OGSÅ:

– Oplagt at se i retning af Nykøbing

 Arkivfoto: Region Nordjylland

 

Forfatter

Related posts

Top