Regeringen forbyder forsamlinger med over 500 hele sommeren

OPDATERET 09.12: I første omgang forlød det, at forbuddet mod at forsamle sig ville blive hævet til 500, når den nuværende fastsættelse af forsamlingsforbud mod mere end ti personer udløber 10. maj. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet

Regeringen har nu fastsat grænsen for store forsamlinger frem til og med august. Loftet bliver på 500 personer. Det oplyser Sundhedsministeriet til Ritzau.

Det får dog ingen praktisk betydning i første omgang, da forbuddet mod at samles mere end ti personer fortsat gælder. Det blev fredag forlænget og gælder indtil videre frem til 10. maj. Det kan blive forlænget yderligere. Det kan også blive hævet, men ikke nødvendigvis til 500 personer.

I et skriftligt svar til DR Nyheder, skriver Sundhedsministeriet:

– Beslutningen træffes som følge af sundhedsmyndighedernes vurdering af, at det fortsat er usikkert, hvordan coronaepidemien vil udvikle sig i Danmark over de kommende måneder.

TV2’s politiske reporter Mads Frimann uddyber:

– Regeringen giver muligheden for at hæve grænsen fra 10. maj. Det betyder ikke, at man igen vil kunne mødes til koncerter med mere, men regeringen åbner for muligheden for, at man efter 10. maj kan forsamles på op til 500 personer, siger han til TV2.dk.

Med andre ord: Forbuddet mod forsamlinger på over ti personer gælder fortsat. Og hvis regeringen beslutter at lempe det, vil den maksimale grænse for en forsamling udgøre 500 personer resten af sommeren.

/ritzau/

Foto: Anders Hviid

Forfatter

Related posts

Top