Radio Limfjord udfordrer Radio24syv

Sammen med en række andre radiostationer byder Radio Limfjord nu ind på en landsdækkende DAB-kanal.

Dermed får Radio24syv nu konkurrence i kampen om sendetilladelse til en DAB-kanal fra selskabet Kulturradio Danmark. Ejerkredsen bag det nye selskab består udover Radio Limfjord af bl.a Radio Diablo i Svendborg, Radio Max Danmark fra Ringkøbing, Klinkby Holding der driver Radio Globus i Sønderjylland samt Our Media fra Risskov ved Århus.

Radio24syv bliver med andre ord ikke eneste ansøger, der har søgt om at sende på den DAB-kanal, der blev lagt op til i medieforliget. Rammerne for kanalen blev ændret i foråret, efter klager over at Radio24syv ikke kunne fortsætte på FM-båndet.

Tidligere DR-chef hyret som direktør
Fristen for at søge om sendetilladelse på DAB-kanalen udløber først fredag kl. 12, og derfor går selskabet indtil videre lidt stille med dørene:

– Hvad vi konkret byder ind med, vil vi gerne vente med at sige noget om, indtil ansøgningsfristen er udløbet på fredag klokken 12, siger bestyrelsesformand Martin Larsen, der også er direktør for Radio Diablo, til Mediawatch.

Selskabet har hyret Ann Lykke Davidsen, der har en række chefposter i DR på cv’et, som direktør.

Oprindeligt skulle DAB-kanalen have fokus på kultur og klassisk musik med 30 millioner kroner årligt til rådighed.

De rammer blev dog senere ændret, og budgettet hævet til 70 millioner kroner årligt. Samtidig blev den udbudte kontrakt halveret i længde til fire år.

Forfatter

Related posts

Top