Radio Limfjord er klar med Radioclairvoyance

På fredag har DenBedsteMorgen på Radio Limfjord premiere på noget, der meget vel kan være en verdenspremiere.
Redaktionen er i hvert fald ikke bekendt med, at det er lavet før på andre radioer – hverken i Danmark eller resten af verden for den sags skyld.

Morgenprogrammet har allieret sig med en clairvoyant, som de kommende par uger vil finde svar på lytternes spørgsmål i den spirituelle verden under overskriften Radioclairvoyance:

– Findes der virkelig mere mellem Himmel og Jord end vi går rundt og tror? Det er et spørgsmål mange af os har en mening omkring, men ingen kender vel egentlig det rigtige svar – hvis der overhovedet findes et endegyldigt svar, siger studievært Leon Sørensen.

Det er den lokale clairvoyant Lisbeth Strange Nørgaard, der til daglig driver Klinik Englevingen, der er hentet ind som radioclairvoyant. Hun har i mange år beskæftiget sig med bl.a. hypnose, Kranio Sakral-terapi, kontakt til døde og clairvoyance: – Engle er kloge væsener. De er kærlige og besidder en god portion intelligens. De er omkring os hele tiden, så hvorfor ikke bede dem om hjælp med stort og småt, siger Lisbeth Strange Nørgaard.

Intet for stort, intet for småt
Uanset om du har knas i parforholdet, om du på anden vis er i en eller anden form for krise eller blot har brug for et godt råd så kan du altså med andre ord via Radioclairvoyanten få svar og gode råd fra den spirituelle verden:
– Du kan få svar på livets store og små spørgsmål. Det kan være, at du ønsker at vide noget om fortiden, nutiden eller fremtiden eller har brug for hjælp til at træffe et valg. Vi læser alle spørgsmål der kommer ind, og besvarer så mange af dem som muligt i radioen i DenBedsteMorgen, siger Leon Sørensen.

Hvis du har et spørgsmål til Radioclairvoyanten kan du stille det her

Radioclairvoyance har premiere på Radio Limfjord nu på fredag kl. 08, og kan du ikke fange Radio Limfjord på FM kan du finde netradioen her

Forfatter

Related posts

Top