Radikale vil stoppe stigende pensionsalder ved 70 år

Pensionsalderen kan ikke blive ved med at stige, men bør stoppe ved 70 år.

Det siger De Radikales leder, Morten Østergaard, til Jyllands-Posten.

Han har ellers tidligere kæmpet for at forhøje pensionsalderen hurtigere end planlagt, men “arbejdsmarkedet kommer til at ændre sig vildt”, siger han til avisen.

– Når den kommer op på 70 år, bør vi se, om der ikke er et andet system, der vil skabe mere frihed for folk til selv at indrette deres pensionstilværelse på en måde, der giver mening for dem.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over de nye radikale toner.

Han er enig i, at “på et eller andet tidspunkt bliver der nødt til at være et punktum” for den stigende pensionsalder, siger han til Jyllands-Posten.

Han vil dog ikke sætte et tal på. Det skal undersøges af en kommission, som blev aftalt under den forrige regering, og som ventes nedsat efter sommer.

Den stigende pensionsalder blev besluttet i 2006 af et bredt politisk flertal for at fremtidssikre dansk økonomi og velfærd ved at få danskerne til at arbejde længere.

Det betyder, at pensionsalderen står til at blive 70 år i 2040. Den vil derefter blive ved med at stige, så en person, som i dag er 30 år, for eksempel først kan forvente at gå på pension som 73-årig.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top