Radikale Venstre er klar til kommunalvalget på Mors

Ikke siden 2005 har Radikale Venstre været at finde på stemmesedlen til et kommunalvalg på Mors. Men det bliver der lavet om på næste år.

Tirsdag aften præsenterede Radikale Venstre Thy/Mors nemlig sine kandidater til næste års kommunalvalg på Mors. Samtidig blev der givet grønt lys fra de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen, til at arbejde videre i forhold til at blive valgt til kommunalbestyrelsen.

– Vi har nu et hold af kandidater og det er meget glædeligt, da Radikale Venstre ikke har været på stemmesedlen siden 2005, udtaler Jette Jepsen, der allerede sidder i kommunalbestyrelsen på Mors. Sidste sommer skiftede hun Venstre ud med netop Radikale Venstre.

Hun siger videre, at de gamle værdier, som Radikale Venstre bygger på, fortsat skal repæsenteres i kommunalbestyrelsen:

– Jeg kan mærke, at de radikale værdier lever her på Mors i bedste velgående, – og de stemmer skal vi høre noget mere, fortæller hun.

Lokal stifter og radikale værdier
Partiet har i øvrigt stærke rødder på Mors. Peter Munch, som var medstifter af partiet i 1905, er nemlig født og opvokset i Redsted. Han blev en markant Radikal Folketingspolitiker, som bestred poster som indenrigs, forsvars- og udenrigsminister.

– Peter Munch’s oprindelige Radikale værdier om demokrati, fritænkning, social stabilitet og solidaritet samt fokus på at udbygge et socialt og kulturelt fællesskab, ønsker vi bliver stærkere repræsenteret på Mors. Dette krydret med de nye linjer i Radikal politik om at passe på vores natur, klima og bæredygtighed. Vi er det centrum parti der ikke tænker i dem og os – blå eller rød, men virkelig mener, at sammen er vi bedst.

V-flertallet skal brydes
Kandidaterne for Radikale Venstre arbejder særligt for ét fælles mål: At få brudt Venstre’s absolutte flertal i kommunalbestyrelsen:

– Vi stiller op for igen at skabe et reelt levende demokrati, hvor der bliver plads til diskussioner i kommunalbestyrelsen og flere måder at tænke på, slutter Jette Jepsen der understreger, at holdet ikke nødvendigvis er fuldendt. Der kan komme ændringer og flere kandidater til.

Udover Jette Jepsen selv kommer også Gyrithe Stilling, Lars Bo Majgaard, Steen Asgeir Petersen og Bo Fink til at stå på stemmesedlen.

Kandidaterne:

Gyrithe Stilling, 54 år. Tidligere været opstillet for Radikale Venstre på Møn, uddannet lærer, er nu døgnplejer og stutteriejer. Bor i Ejerslev.

Lars Bo Majgaard, 51 år. Lektor på VUC Thy-Mors. Bor i Nykøbing

Steen Asgeir Petersen, 53 år. Var spidskandidat for Radikale Venstre på Mors ved valget i 2005. Lærer på Ø. Jølby Friskole. Bor i Thorup.

Bo Fink, 71 år, er efter en periode hos Enhedslisten vendt tilbage til de Radikale. Opstiller også til Regionsrådet. hvor han i indeværende periode har siddet kortvarigt som suppleant. Har været ansat som lektor på Gymnasiet i Thisted og har også undervist på Morsø Gymnasium. Bor i Sundby.

Jette Jepsen, 52 år. Medlem af Kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre, og repræsenteret i Børne- og Kulturudvalget og Økonomi udvalget. Sundhedsplejerske. Bor i Hvidbjerg.

Forfatter

Related posts

Top