PWA World Cup i gang søndag morgen

Klokken 07:03 her til morgen sprang de første sejlere i Vesterhavets gråhvide bølger og indledte PWA World Cup i bølgewindsurf i Klitmøller.

For første gang i en uge er vind- og bølge-forholdene noget nær perfekte for konkurrencen, der foregår frem til midt på eftermiddagen, hvor en vinder er fundet.

Vinden er på 10 til 12 sekundmeter og bølgerne halvanden meter høje i gennemsnit.

– De er rigtig gode forhold. Nu håber vi vejrforholdene holder, siger eventchef, Robert Sand.

Han er dog lidt bekymret. Vejrmeldingerne tyder på, at vinden aftager hen mod middag.

– Og så kan det være, at vi midlertidigt må afbryde konkurrencen, indtil den igen tager til sidst på eftermiddagen, siger Robert Sand.

De første heat er et udskilningsløb, hvor 13 surfere kæmper om de otte sidste pladser i hovedkonkurrencen, hvor 32 deltager.

Holder vinden er holder, er det muligt at afvikle konkurrencen på cirka seks timer og dermed være færdigt til den planlagte præmieoverrækkelse klokken 14.00.

Foto : Cold Hawaii

Forfatter

Related posts

Top