Puch-klub ændrer regler efter ulykke

Når Puch Klub Mors fremover mødes, som det var tilfældet i weekenden, vil der være krav om, at deltagerne bærer styrthjelm når der køres.

Selvom det er et lovkrav har klubben indtil en tragisk soloulykke i lørdags, blot opfrodret til at benytte styrthjelmen.

Den opfordring havde en 26-årig lokal mand valgt ikke at følge. Og da han pludselig mistede kontrollen over sin knallert væltede han og slog hovedet ned i asfalten.

Det resulterede i en hjerneblødning, som han efterfølgende blev opereret for på hospitalet i Aalborg.

– Fremover vil vi til at kræve, at folk har hjelm på. Og så må vi kontrollere, at alle følger reglerne, og sige, at ellers kan de ikke deltage, siger puch-klubbens præsident Svend Dissing Pedersen til Nordjyske.

Den 26-årige mand meldes i stabil tilstand efter ulykken.

Forfatter
Top