Provinsen får fortsat støtte til hurtigere internet

Boligejere og virksomheder i områder med dårligt internet får en lidt bedre chance for at få bedre dækning i fremtiden.

Bredbåndspuljen, der blev søsat i 2016, kører således videre næste år. Der er afsat 100 millioner kroner som en del af finansloven for 2020 som mandag aften blev offentliggjort af regeringen sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Puljen, som for eksempel kommuner og grundejerforeninger kan søge, går til at etablere hurtigere bredbånd i områder, hvor tele- og energiselskaberne ikke ser en økonomisk fidus i at gøre det.

Bredbåndspuljen har indtil nu været udmøntet over tre år. Samlet er der givet 280 millioner kroner til omkring 12.000 adresser i Danmark.

Bredbåndspuljen var ellers ikke en del af regeringens finanslovsforslag. Men efter at Energistyrelsen kom med en positiv evaluering af ordningen, var Socialdemokratiet ikke afvisende for at lade den køre videre.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top