Protester gjort til skamme: Hjortevildt stortrives omkring testcenter

Det tidligere så omstridte testcenter for store vindmøller ved Østerild i Thy er nu også blevet et center for hjortevildt.

Bestanden af krondyr og dådyr er vokset så kraftigt omkring testcentret, at Naturstyrelsen nu arrangerer jagt på dyrene. Det skriver DR P4 Midt og Vest.

Forud for testcenterets indvielse for 6 år siden var der ellers højlydte protester – bl.a. fra tilrejsende aktivister der slog lejr i skoven, og protesterede med argumenter om, at testcentret ville ødelægge naturen og skade dyrelivet i området.

Men så galt er det langt fra gået.

– Det er et perfekt sted for hjortevildtet at bo. De har mad og dækning og får mange børn herude. Og de bliver ikke generet af møllerne. Vi har masser af eksempler på, at de græsser lige under møllerne, siger Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy DR P4 Midt og Vest.

Reguleringsjagt i vente
Naturgenopretningen i Østerild kommer nu også jægerne til gavn. Naturstyrelsen arrangerer nemlig to jagter i området i løbet af efteråret og vinteren for at regulere bestanden af hjorte.

Den første jagt den 28. november er en betalingsjagt. Den anden jagt i området foregår den 3. januar 2019.

Forfatter

Related posts

Top