Få det fulde overblik med tidspunkter mv. her
Ankomst til Hanstholm Havn
Kl. 10.00
Kongeparret ankommer med Kongeskibet Dannebrog til Hanstholm Havn. Her modtages Kongeparret af blandt andre borgmester Niels Jørgen Pedersen. Der udbringes et nifoldigt leve, og det Slesvigske Musikkorps spiller ”Kong Christian”.
Karetkørsel i Thisted
Kl. 11.00
Kongeparret kører sammen med borgmester Niels Jørgen Pedersen og ægtefælle i karet gennem Thisted til Det Gamle Rådhus på Store Torv med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Officiel modtagelse på Det Gamle Rådhus
Kl. 11.25
På Det Gamle Rådhus i Thisted holder borgmester Niels Jørgen Pedersen en officiel velkomsttale for Kongeparret og præsenterer kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune.
Det Gamle Rådhus blev opført i 1853 og er tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll. Bygningen er udført i en historicistisk stil med klare træk fra den nederlandske renæssance, hvilket kommer til udtryk i de markante gavle, de røde mursten og de detaljerige facader.
Besøg i Naturlandsbyen
Kl. 12.50
I den nyåbnede Naturlandsbyen modtages Kongeparret af projektleder Karen Louise Erichsen. Naturlandsbyen er et stort, natur- og kulturprojekt ved Limfjorden, der omdanner området omkring Doverodde Købmandsgård til en aktivitetsdrevet landsby med fokus på naturdannelse, friluftsliv og fællesskab.
Deres Majestæter spadserer gennem gårdspladsen til den gamle silo på Købmandsgården. Siloen er blevet renoveret og skal være udstillingsrum for Statens Museum for Kunst i Thy. Kongeparret får også lejlighed til at opleve udsigten fra toppen af den 42 meter høje silo.
Frokost i Naturværkstedet
Kl. 13.05
Thisted Kommune er vært ved en officiel frokost i Naturværkstedet i Naturlandsbyen. Til daglig huser Naturværkstedet blandt andet Vikingelaugets bådebyggeri.
Rundvisning i Naturlandsbyen
Kl. 14.15
Kongeparret får en rundvisning af projektleder Karen Louise Erichsen i den nye oplevelsesdestination. Undervejs får Deres Majestæter lejlighed til at møde og tale med børn, foreningsrepræsentanter og friluftsvejledere, der til dagligt er aktive i Naturlandsbyen.
Ét af projekterne, som Kongeparret bliver præsenteret for, er ”Snak og Æd”, hvor friluftsvejledere lærer børn, hvordan fasaner håndteres og klargøres til at blive tilberedt over bål.
Besøg hos Surf & Work i Vorupør
Kl. 15.20
Kongeparret bliver ved Surf & Work i Vorupør modtaget af initiativtager og stifter Alexander Bengtson. Surf & Work er et non-profit kontor- og arbejdsfællesskab og rummer mere end 40 forskellige iværksættere og selvstændige, der lever ud fra en livsfilosofi om at skabe et hverdagsliv i balance.
På rundvisningen møder Kongeparret blandt andre ejerne af virksomheden Vild Is, miljøvirksomheden Strandet og den bæredygtige tøjproducent Pleasant.
Besøg ved Landingspladsen i Vorupør
Kl. 16.00
Kongeparret afslutter besøget i Vorupør ved Landingspladsen, som er en del af det kystnære område kendt som Cold Hawaii. Her opretholdes en lang og stolt tradition, idet fritidsfiskere fortsat bringer dagens fangst i land på samme måde som generationer før dem. Området er også præget af et aktivt vandsportsliv, hvor surfere tiltrækkes af Vesterhavets kraftfulde og karakteristiske bølger.
Fra en nylig opført udsigtsplatform ved landingspladsen får Kongeparret mulighed for at opleve det ikoniske kig ud over klitlandskabet og den særegne natur, som kendetegner den jyske vestkyst.
Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 19.00
Kongeparret afholder reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Hanstholm Havn.
Foto : Kongehuset
Se de trafikale følger her:








