Private firmaer kan igen byde ind på lyntest

Opgaven med at lynteste op til 200.000 borgere om dagen for coronavirus i landets fem regioner er tirsdag sendt i udbud.

Det oplyser Region Midtjylland, der står for opgaven på vegne af regionerne, i en pressemeddelelse.

Udbuddet kommer, efter at regionerne i begyndelsen af februar opsagde kontrakten med SOS International om lyntest. Det skete, blot en uge efter at aftalen med selskabet var trådt i kraft 1. februar.

Årsagen var, at der var en række sikkerheds- og hygiejneproblemer med underleverandøren Medicals Nordic.

Eksempelvis kunne flere medier fortælle om tilfælde, hvor engangshandsker ikke blev skiftet ud efter podningerne, og hvor der kun sjældent blev sprittet af mellem patienterne.

Det er også beskrevet, hvordan borgeres sundhedsdata blev behandlet over den gratis beskedtjeneste WhatsApp.

– I det nye udbud indgår naturligvis alle de erfaringer, vi har gjort os. Blandt andet går vi denne gang endnu længere for at sikre os, at de virksomheder, der kommer i betragtning til at løse opgaven, også faktisk er i stand til at løse den, siger Anders Kjærulff, koncerndirektør i Region Midtjylland, i pressemeddelelsen.

Ifølge regionen indeholder udbuddet derfor denne gang flere krav til de virksomheder, som ønsker at byde ind.

For eksempel skal virksomhederne kunne “dokumentere erfaring med at levere sundhedsydelser i stort omfang”.

Og så skal de kunne organisere testcentrene på en måde, så man er sikker på, at de overholder anbefalinger i forhold til at forebygge smittespredning. Det gælder eksempelvis i forhold til brug af værnemidler og rengøring.

Indtil de nye aftaler træder i kraft, vil det stadig være Falck, som lyntester borgere i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland.

Imens vil SOS International og Copenhagen Medical fortsætte arbejdet i Region Hovedstaden, og Carelink vil fortsat være til stede i Region Syddanmark.

En ny aftale om lyntest skal gælde fra 1. maj 2021.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

Fyret testudbyder skal betale Falck-regning

Arkivfoto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland

Forfatter

Related posts

Top