Prisregn over maskinsnedkerlærling i Nykøbing

23-årige Kristian Dyhrberg Andersen er ikke bare en af Danmarks bedste maskinsnedkere, men nu også en af Nordjyllands bedste lærlinge.

I 2019 vandt han DM i Skills, og i dag er han blevet udråbt som vinder af DI Thy/Mors’’ Lærlingepris for sin unikke indsats hos Mors-virksomheden Frontego A/S.

Prisen blev af Søren Mattesen, der er direktør i Vilsund Blue og næstformand i regionalforeningen DI Thy/Mors og Hans Ejner Bertelsen, der er borgmester i Morsø Kommune.

– Kristian har lavet et vaskeægte lærlinge-hattrick. Vinder af DM i Skills, topkarakter til EUX-eksamen og nu også vinder af DI Thy/Mors lærlingepris 2020. Det er altså virkelig stærkt gået, lyder det fra Søren Mattesen.

Kristian har både fået et svendebrev og en studenterhue. EUX er nemlig en kombineret erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse.

Dermed åbner uddannelsen døren for, at man både kan arbejde som faglært inden for sit fag men også søge ind på en relevant videregående uddannelse.

– Det stiller nogle krav at være EUX-elev både fagligt og personligt. Til gengæld har Kristian åbnet nogle flere døre for sig selv ved at gå den vej. Og vi er klar til at støtte Kristian, alt det vi kan, uanset hvilke muligheder han ønsker at forfølge, siger Jesper Odgaard Nielsen, produktionschef hos Frontego.

DI Thy/Mors uddeler hvert år en lærlingepris til en person, som i ekstraordinær grad har udmærket sig fagligt og kollegialt i løbet af sin læretid. Med prisen ønsker DI Thy/Mors at hylde talenterne i industrien, og samtidig skabe noget opmærksomhed omkring hvilke spændende karrieremuligheder, der er i en erhvervsuddannelse. For dem bliver der stor efterspørgsel efter i fremtiden.

– Vi er så stolte af Kristian. Han er imponerende dygtig. Samtidig er han bare god fyr, som bidrager med en masse energi og godt humør i virksomheden. Vi er virkelig glade og taknemmelige for, at vi har fået lov til at beholde ham her hos os, slutter Jesper Odgaard Nielsen.

Fakta om lærlingeprisen

– Årets vinder bliver fundet blandt lærlinge på DI’s mere end 150 medlemsvirksomheder i Thisted og Morsø Kommune.

– Kristian Dyhrberg Andersen er 23 år gammel, han bor i Roslev på Salling og er uddannet fra Skive Tekniske Skole.

Arkivfoto fra DM i Skills 2019

Forfatter

Related posts

Top