Prisbelønnet spansk familieforestilling gæster Limfjordsteatret

Man behøver ikke kunne ét ord spansk for at opleve den prisbelønnede spanske familieforestilling ”Standard Rød”, som imorgen eftermiddag gæster Limfjordsteatret.

De to charmerende artister Greta García Jonsson og Dario Dumont Swinkels bruger nemlig ikke sproget men derimod krop og mimik, når de mødes på scenen i en sær verden, hvor alt er hvidt og rødt.

De er to outsidere, som prøver at komme i kontakt med hinanden ved at pirke til hinandens nysgerrighed, prikke til hinandens forskelligheder og udfordre hinanden i leg. En både fysisk og meget visuel forestilling, som har taget publikum med storm og ved flere festivaler i Spanien og rundt om i Europa er blevet kåret til ”årets forestilling”.

Den var hentet til Danmark i forbindelse med den netop aflyste teaterfestival i Horsens, hvor også Limfjordsteatrets nye børneforestilling ”Forvandling” var på programmet.

– Men vi får heldigvis truppen til Mors alligevel, og jeg glæder mig til at gense forestillingen, som jeg er helt vild med, siger teaterleder Gitta Malling.

Man skal mindst være fem år for at se den, til gengæld er der ingen øvre aldersgrænse.

– Så selv om man ikke har børn eller børnebørn at tage med, kan man sagtens unde sig selv en god oplevelse, siger Gitta Malling.

Foto: José Toro

Forfatter

Related posts

Top