Poulsen El-Service udvider og tiltrækker kvalificeret arbejdskraft

For blot syv måneder siden lød startskuddet for Poulsen El-Service i Nykøbing.  Morten Poulsen startede el-firmaet i juli 2016, og siden da har efterspørgslen været så stor, at han allerede nu må ansætte sin første mand.

– Det har været en virkelig god start med gode kunder, som har taget rigtig godt imod mig. Jeg har hele tiden tænkt, om den store efterspørgsel bare var en effekt af nyhedsværdien, men det har jeg måttet erkende, ikke var tilfældet, fortæller ejeren Morten Poulsen.

Ansætter ny udlært og tilflytter
Morten Poulsen søgte efter ny medarbejder via Facebook og opslaget nåede til Mariager, hvor den 21 årige Søren Østergaard så opslaget og rettede henvendelse.

– Søren er ny udlært og var villig til at flytte til Mors. Som ny udlært er der god energi bag, og så synes jeg det er enormt vigtigt at bidrage til den positive befolkningsvækst på Mors, fortæller Morten Poulsen.

Søren er flyttet til Mors og bor sammen med kæresten Anne Østergaard, som er under uddannelse.

Søren var på det første hold, som afsluttede en EUX uddannelse. Dette er en hel ny uddannelse, som kombinerer en kendt erhvervsuddannelse med boglige fag på gymnasieniveau.

16 års erfaring og installatørpris 
Morten Poulsen afsluttede sin uddannelse som el-installatør i sommeren 2016.

Her modtog han installatørprisen som hvert år gives til den studerende med det bedste eksamensgennemsnit.

Forinden uddannelsen har Morten Poulsen arbejdet mange år ved lokale elektrikere.

Han har 16 års erfaring indenfor branchen.

Forfatter

Related posts

Top