Når Skive i 2026 fejrer sit 700-års købstadsjubilæum, bliver det med international cykelfest på programmet. Økonomiudvalget har nemlig sagt ja til, at PostNord Danmark Rundt lægger vejen forbi egnen.
– En sportsbegivenhed af denne størrelse giver enestående mulighed for branding og lokal deltagelse. Hele Danmark får Skive at se, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Skive var senest vært i 2022, hvor tusindvis af tilskuere skabte en folkefest.
– Det var en formidabel dag, og vi er klar til at gentage succesen, siger kultur- og fritidschef Kent Sørensen.
Hos løbsarrangøren er begejstringen også stor:
– Skive kan skabe rammerne for et løb med både sportslig nerve og lokal opbakning, siger projektleder Jesper Tikiøb.
Også det lokale hold QoloQuick Cycling glæder sig.
– Det er noget helt særligt at køre på hjemmebane og vise, hvor meget vi er vokset, siger sportsdirektør Christian Moberg.
Dato og rute offentliggøres først senere, men én ting er sikker: Skive skal endnu engang male byen blå og byde cykelstjerner og fans velkommen til en sportsdag i topklasse.
Foto : Skive Kommune



