Politik og Gule Ærter går hånd i hånd på Mors

I stedet for at hver vælgerforening holder generalforsamlingen for sig selv, så har de i Venstre Mors besluttet at holde generalforsamlingerne samlet.

Midtmors Venstre, med Peter Therkildsen i spidsen, havde traditionen tro påtaget sig værtsrollen og budt vælgerforeningerne velkommen i Erslev Forsamlingshus, og traditionen tro bød menuen også på gule ærter.

Aftenen startede med en kort velkomst fra Peter Therkildsen og derefter blev der spist gule ærter og snakket lystigt ved bordene.

Efter middagen gik de respektive vælgerforeninger hvert til sit og for at afholde Vælgerforeningernes generalforsamling med formandens beretning, regnskab og hvad der ellers hører sig til på en generalforsamling.

Efter vælgerforeningernes generalforsamlinger samledes alle igen og fik kaffe og hjemmebagt kage.

Under kaffen holdt Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget i Region Nordjylland, Lone Sondrup et indlæg om sine tanker og visioner for Region Nordjylland med efterfølgende debat. Venstres medlemmer og især borgmester Hans Ejner Bertelsen bød flittigt ind med forslag til forbedringer i Region Nordjylland.

Peter Therkildsen sluttede aftenen af med et løfte om at Midtmors Venstre nok skal påtage sig værtsrollen igen næste år, og med udsigt til samme menu og en festlig aften i demokratiets tegn, kvitterede hele salen med klapsalver.

Forfatter

Related posts

Top