Piger på ridelejr med Blå Kors ved Hanstholm

15 piger på 12-16 år og otte frivillige fra Blå Kors tilbringer lørdag 28. juni til lørdag 5. juli i selskab med en flok islandske ponyer i Hanstholm. Pigerne, som kommer fra familier, som ikke har råd eller ressourcer til ferierejser, skal både ride ved Vesterhavet, strigle hestene, fodre dem og flytte dem fra fold til fold.

Kun for piger
Ridepigerne bor på Hanstholm Camping, og ugen byder også på lejrbål, strandture og besøg i badeland. Blå Kors’ ridelejr er kun for piger, ligesom Blå Kors har en kanotur for drenge i Sverige.

– Vi har i to år haft en drengetur til Sverige, så vi har arbejdet på også at få en pigetur. Det giver teenagere et andet fællesskab, når de kun er sammen med andre af deres eget køn. De kan slappe mere af og koncentrere sig om at blive venner uden at tænke på at skulle se godt ud eller virke seje, fortæller Vivi Ravnskjær Terp fra Blå Kors.

Kørt af frivillige
Ridelejren er ligesom alle Blå Kors’ sommerlejre støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond.

Personalet på lejrene er udelukkende frivillige, som bruger en uge af deres sommer på at give børn og unge oplevelser, opmærksomhed og masser af godt samvær.

Forfatter

Related posts

Top