Liberal Alliances medlem af Thisted Kommunalbestyrelse kan nu også skrive medlem af Folketinget på visitkortet.
– Jeg synes, det er fantastisk. Jeg går lidt rundt om mig selv lige nu, og er meget stolt af det hold, der står bag mig, siger han til TV Midtvest.
Han er helt på det rene med, at han nu må forlade formandsposten i Social- og Seniorudvalget i Thisted Kommune. Ny formand bliver formentlig partifælles Nicolai Møller.
En af Peter Larsens angrebspunkter på Simon Kollerup og Torsten Schack Pedersen har været, at de ikke har boet i Thisted-kredsen – men på Sjælland.
– Du kan være 100 procent sikker på, at jeg bliver boende i Thy, understreger han overfor TV-stationen.
Peter Larsen har profileret sig på klassiske liberalistiske mærkesager som lavere skat, mindre bureaukrati og større personlig frihed. Samtidig lægger han vægt på bedre vilkår for erhvervslivet og lokale virksomheder i området.
Liberal Alliances fremgang er formentlig sket på bekostning af Peter Larsens gamle parti Venstre, hvor Torsten Schack Pedersen ikke har opnået genvalg til Folketinget.






