Søndag eftermiddag har Midt- og Vestjyllands Politi anholdt en person i sagen. Det oplyser vagtchef Anders Bøje Hansen til Nordjyske.
Han vil hverken oplyse køn, alder eller bopæl på den sigtede.
“Men jeg kan sige, at det er en sag, vi har efterforsket hele dagen. Et rådhus er en demokratisk institution, som ikke skal angribes – når det er sagt, så betragter vi det som en enlig svale, og det er ikke sådan, at folk i Thisted skal gå og frygte noget”, siger vagtchefen til Nordjyske.
Han tilføjer, at man med anholdelsen mener at have opklaret sagen.
Personen blev anholdt klokken 13.40 og vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Efter ildspåsættelsen er der sod og røgskader flere steder i bygningen.
Det fortæller Mikkel Alstrup, der er chef for IT, digitalisering og Borgerservice i Thisted Kommune, til TV Midtvest.
“Det (ildspåsættelsen, red.) skete formentlig ved, at der blev kastet en brosten gennem hovedindgangen og tændt ild ude i forhallen”, siger han til mediet.
Selv om ilden hurtigt blev slukket, betyder skaderne, at rådhuset er nødsaget til at holde lukket i uge 22, oplyser kommunen.
Alle, der har booket tid i Borgerservice i denne periode, vil få aflyst deres tid via sms.
Ved særlige nødstilfælde vedrørende pas, kørekort eller MitID, kan man ringe til telefon 9917 1717.
Foto: Thisted Kommune