Partnerskaber skal bane vej for unge i Thy

Det handlede om dem, der ikke er i uddannelse eller arbejde da Thisted Kommune i denne uge kickstartede indsatsen UngeLIV Thy. 

UngeLIV Thy er Thisted Kommunes version af Ungeløftet. Et nationalt initiativ, som i år udrulles i landets kommuner. Det er et bredt tværgående nationalt partnerskab og lokale partnerskaber, der tager udgangspunkt i, at alle fortjener en plads i fællesskabet. Det handler om at se potentialet. 

– Det er ikke alle, der er klar til at gøre som resten af os, der passer ind med det, vi altid har gjort. Og det er vores opgave at følge med og skabe plads. For vi har brug for hver og én, hvis fremtidens arbejdskraft skal sikres. Og vi har brug for alle, hvis fremtidens unge skal trives, sagde borgmester Niels Jørgen Pedersen, da han indledte eftermiddagens program, som blev afviklet i Naturlandsbyen i Doverodde.

Stor gruppe står udenfor

På landsplan er det 45.000 unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde. De 350 af dem findes i Thy, og de er den centrale målgruppe for partnerskabet i UngeLIV Thy.

– Udgangspunktet for UngeLIV Thy er at møde det enkelte unge menneske der, hvor det er. Det kan gøres på mange måder. Nogle har brug for en rollemodel, en mentor eller en særlig støtte. Andre har brug for at blive del af et meningsfuldt fællesskab. De fleste har brug for at opleve, at de kan bidrage med noget på en arbejdsplads, siger Trine Engholm, der er Erhverv- og Beskæftigelseschef i Thisted Kommune. 

Som repræsentant for regeringen var minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, med ved lanceringen af UngeLIV Thy.

Lokale beretninger 

I alt 110 havde takket ja til en invitation om at være med til kickoff. Deltagerne kom fra virksomheder, foreninger og organisationer i Thy og de fik både tale fra minister Torsten Schack Pedersen, der var med som repræsentant for regeringen og en beretning fra en ung autist, Casper Havshøj, og hans chef Robin Rasmussen i Jem og Fix i Thisted. De fortalte om, hvordan Robin har lavet nogle rammer, der gør at Casper stortrives i et fritidsjob.

I panelet til en snak om udfordringer og løsningsmuligheder sad fra højre Jesper Overgaard fra Jysk Elteknik, minister Torsten Schack Pedersen, Robin Rasmussen, butiksleder i Jem & Fix i Thisted og Thomas Helland fra Peer Thy Idræt. 

Med i panelsamtale var senere også Jesper Overgaard fra Jysk Elteknik, der fortalte om sit arbejde for at skabe fællesskab for sine unge elever, og Thomas Helland fra Peer Thy, som er en forening med det formål at bryde tabu omkring psykisk sårbarhed. De har netop startet en idrætsforening, der på kort tid har fået 40 medlemmer. 

– Vi ønsker at partnerskabet mellem os, virksomheder, foreninger og civilsamfundet i øvrigt betyder, at vi får øget opmærksomheden på målgruppen og samtidig samlet alle de gode kræfter der findes i Thy. Dem er der brug for, for at løfte opgaven, siger Trine Engholm.

Casper (i midten) på snart 16 år har fundet et vigtigt og betydningsfuldt fællesskab i et fritidsjob hos Jem & Fix. Han er autist og det giver nogle udfordringer, men fra scenen fortalte både Casper og særligt hans chef Robin Rasmussen fra Jem & Fix i Thisted om, hvordan en håndholdt indsats betyder, at unge som Casper trives i forretningen.

Afslutningsvis underskrev mange af deltagerne på dagen en erklæring om, at de ønsker at bidrage. Nogle havde allerede konkrete bud på, hvordan og hvad de kunne byde ind med. Andre tilkendegav, at de er åbne for en dialog om mulighederne. Næste skridt i arbejdet med UngeLIV Thy bliver at samle op på alle tilkendegivelserne og skabe nye kontakter og samarbejder.

Læs mere om Ungeløftet

Tekst og fotos : Thisted Kommune

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Tak for tilliden og et farvel til kommunalpolitikken

Ellen Philipsen Dahl siger farvel og opfordrer til at stemme på Venstres Anette Jensen.
3 min read
Thy, Topnyheder

Unge thyboer drømmer om hverdagsnatur og bedre forbindelser

Foreløbig 250 thyboer i alderen 18 til 45 år har op til kommunalvalget delt deres drømme for Thy.
3 min read
Regionalt, Topnyheder

Statsministeren varsler opgør med voldelige skoleelever

Mette Frederiksen (S) vil give skoleledere mulighed for at smide voldelige elever fra 7., 8. og 9. klasse ud.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.