På dette område er Morsø Danmarks bedste ø-kommune

Morsø er Danmarks bedste ø-kommune til at få folk i arbejde. Det viser en ny analyse af tal fra Danmarks Statistik. Morsø Kommune har Danmarks laveste andel af dagpengemodtagere sammenlignet med de øvrige ø-kommuner.

I fjerde kvartal af 2017 var der totalt 1.161 dagpengemodtagere i Danmarks syv ø-kommuner, hvilket svarer til 4,02 procent af de personer som aktivt betaler til dagpengesystemet. Det er over landsgennemsnittet som ligger på 3,64 procent. Morsø Kommune topper listen af ø-kommuner med kun 2,74 procent dagpengemodtagere.

Andel af dagpengemodtagere for hver af Danmarks syv ø-kommuner:
1. Morsø: 2,74%
2. Ærø: 3,33%
3. Fanø: 4,13%
4. Samsø: 4,33%
5. Bornholm: 4,46%
6. Langeland: 4,74%
7. Læsø: 6,25%
Dagpengemodtagere i procentdel af forsikringsaktive a-kasse medlemmer. Kilde: Her bor Danmarks dagpengemodtagere i 2018.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) glæder sig over den lave andel af dagpengemodtagere:

– Det er vi da stolte af, og tallene viser med al tydelighed, at når virksomheder og Jobcenter arbejder sammen, så kan vi lykkedes med at få folk videre. Kort sagt så handler det ikke om statistik, men om mennesker. Jeg kan mærke i dagligdagen, at det går godt på Mors, og så er da også rart at statistikken, viser det samme.

Hans Ejner Bertelsen har flere bud på hvorfor Morsø klarer sig godt:

Derfor klarer Mors sig så godt
– Vi har blandt andet styrket samarbejdet internt ved, at vi i 2015 lagde Virksomhedsservice og afdelingen for sagsbehandling af de forsikrede ledige sammen. Dermed har vi styrket formidlingen af arbejdskraft til øens virksomheder og det har virket efter hensigten. Der skabes nu et langt hurtigere match mellem ledige og job fra virksomhederne. Vi er kort sagt mere effektive, og har fået en tættere dialog med virksomhederne.

Som mange andre ø-kommuner, slås man på Mors også med lavsæson om vinteren, hvor turisterne ikke valfarter til øen. Ifølge Hans Ejner Bertelsen tænker man dog på Mors forud:

– I vintermånederne, hvor der kan være lidt lavsæson jobmæssigt, så sørger vi for at tænke langsigtet. Derfor gennemfører vores jobcenter en række uddannelsesforløb, som opkvalificerer de ledige, så de er klar, når foråret og virksomheder har stor efterspørgsel. Det særlige her er nok, at vi tidligt afdækker virksomhedernes behov, finder praktikpladser og samarbejder med skolerne, så tilbuddene både giver mening for de ledige og virksomhederne. Især inden for vinduesindustrien, entreprenører, lager, mv. har denne vej vist sig at være rigtig god.

– Vi er naturligvis også godt stillet på Mors, da vi jo er brofaste. så det er nemt at pendle hertil. Og den trend er helt sikkert kommet for at blive. Så er næste opgave at få dem til at opdage, at her også er skønt at bo.

Jobcenter Mors rykker op i top fem

Forfatter

Related posts

Top