Ove Thejls stopper som direktør for Tican

Ove Thejls, der i 24 år har være direktør på Tican-slagteriet i Thisted stopper ved udgangen af april.

Det oplyser slagteriet i en pressemeddelelse der er udsendt torsdag formiddag.

Hans afløser bliver Ticans nuværende økonomidirektør Niels Jørgen Villesen, der har været ansat hos Tican siden 1998 og siden 2002 har han varetaget posten som økonomidirektør.

I forbindelse med direktørskiftet udnævnes Jens Røjkjær Lyhne som ny økonomidirektør. Jens Røjkjær Lyhne vendte i 2018 tilbage til Tican efter i en årrække at have været væk fra
virksomheden og har i denne periode haft direktørposter i flere virksomheder i Thy.

Der oprettes endvidere en ny stilling som produktionsdirektør fra august 2019. Stillingen besættes af Carsten Ole Hansen, der kommer fra en lignende stilling hos Scandi Standard i Sverige. Carsten Ole Hansen har tidligere arbejdet som produktionsdirektør hos HK Scan i Sverige og tidligere som produktions‐ og fabrikschef hos Danish Crown.

Udmeldingen kommer i kølvandet på et fornuftigt regnskab. Slagteriet i Thisted kom nemlig ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 55,4 millioner kroner før finansielle poster.

Ove Theljs. Foto: Christian Kjeldsen

– 2017 var ikke rart at se på, men nu har vi altså forbedret resultaterne med over 150 millioner kroner, siger den nu afgående tilfredse direktør til Food Supply.

Som følge af de lavere priser på grisekød faldt omsætningen med cirka 11 procent til 4,2 milliarder kroner i 2018. Til gengæld blev Tican ifølge Ove Thejls langt bedre til at tjene penge, ikke mindst som følge af en strukturtilpasning, der hænger sammen med de nye ejere i den tyske Tönnies-koncern. Tönnies købte SB Pork i 2005, og tyskerne overtog Tican i marts 2016.

Succesfuld turnaround
Ove Thejls indtræder i bestyrelsen for Tican,  som næstformand fra 1. maj 2019.

Bestyrelsesformanden for Tican, Frank Duffe, udtaler i forbindelse med direktørskiftet, at Tican har været igennem en succesfuld turnaround de seneste tre år, som Ove Thejls har stået i spidsen for.

– Ove Thejls har været en markant skikkelse i branchen i mange år og han har ydet en betydningsfuld indsats for Tican både før og efter, at Tönnies kom på banen.

– Vi har store forventninger til Tican, og vi ønsker fortsat at udvikle og drive en moderne og effektiv slagterivirksomhed på det danske marked, udtaler Frank Duffe som ser frem til at
fortsætte det gode samarbejde med den nye administrerende direktør Niels Jørgen Villesen.

– Jeg er sikker på, at vi har fundet den rigtige direktør til at overtage posten efter Ove Thejls. Niels Jørgen Villesen har spillet en central rolle i den succesfulde turnaround og han har et særdeles
godt kendskab til virksomheden, slutter formanden.

 

Forfatter

Related posts

Top