Ordblindhed ingen hindring for uddannelse

Jesper Knudsen går til daglig på hf på Thy-Mors HF & VUC. På trods af, at Jesper er ordblind ser fremtiden lys ud, og begyndelse på pædagoguddannelsen er inden for rækkevidde.

Jesper er 28 år, bor i Sjørring, har en kæreste og to børn, og er oprindeligt uddannet slagter fra Tican i Thisted. Efter fem år på Tican søgte han nye udfordringer, og blev ansat hos en vognmand, hvor han kørte flyttelæs og firmastorskrald.
– Det var hårdt fysisk arbejde, og efter 2½ år blev jeg sygemeldt med to diskusprolapser i lænden. Det blev en svær tid for mig, da jeg ikke havde nogen idé om, hvad jeg skulle. Jeg måtte lige pludselig se indad og mærke efter, hvad jeg gerne ville lave. Jeg var jo ikke stærk boglig, og havde ikke taget nogen videregående uddannelse. Jeg kunne bruge mine hænder, og var vant til de tunge jobs, men det kunne min krop ikke klare mere, fortæller han.

Praktik på et opholdssted
Jesper Knudsen var i det offentlige system i halvandet år – det blev startskuddet for noget helt nyt. Han kom i praktik på et opholdssted for unge drenge, hvor han var i over et år. Her oplevede han at have en god tilgang til de unge: – Jeg var klar til at tage job sådan et sted, men der var lige et lille problem – en uddannelse var påkrævet. Men for at komme ind på pædagoguddannelsen, kræver det nogle enkelte fag. Jeg søgte ind på hf på Thy-Mors HF & VUC i Thisted med blod på tanden. Velvidende, at det ville blive et hårdt år, da jeg ikke er så boglig stærk, siger Jesper Knudsen.

Ordblind, hvad er det?
På Thy-Mors HF & VUC kom Jesper Knudsen til samtale med en vejleder. Sammen gennemgik de relevante papirer, og til sidst spurgte vejlederen, om Jesper var ordblind:
– Ordblind, hvad er det for noget? Jeg vidste det faktisk ikke. Vejlederen ville råde mig til at tage en test, hvilket jeg indvilligede i. Jeg tog testen dagen før første skoledag. Testen tog ca. 20 minutter. Jeg var lidt spændt på udfaldet, men jeg faldt inden for kategorien ordblind, fortæller han.

– Den var lidt svær at sluge i starten, men pludselig gav det meget mere mening, hvorfor jeg havde haft så svært ved at komme igennem folkeskolen. Dengang fik jeg bare at vide, at jeg havde krudt i røven, og det var derfor, jeg ikke kunne koncentrere mig om opgaverne.

Dét at få at vide, at man er ordblind er ikke et problem, men en udfordring. Man kan sagtens komme igennem en hf – det er bare på lidt andre vilkår end andre. Derfor blev  Jesper Knudsen tilbudt en it-rygsæk; en computer med et program der hedder CD-ORD, som hjælper med at stave og læse tekst op. Det har været en kæmpe fordel for Jesper, da han ikke læser så hurtigt.

SPS-timer og ordblindeundervisning
– Jeg har yderligere haft mulighed for at søge SPS-timer, som er timer med en faglærer eller en ordblindelærer. I de timer kan jeg få hjælp til opgaveforståelse, retskrivning og hvad jeg ellers kunne have brug for rent fagligt. Endvidere er det obligatorisk på Thy-Mors HF & VUC, at man som ordblind 1. års hf-kursist, skal have ordblindeundervisning halvanden time om ugen på et hold med fem andre medkursister. Den undervisning løfter én op. Når man ser det hele ovenfra, så får man en bedre forståelse af det at være ordblind, udtaler Jesper Knudsen.

En fremtid som pædagog
– Jeg føler mig helt vildt privilegeret, at jeg kan få så meget hjælp. Jeg vil klart anbefale andre at tage imod den hjælp de kan få, da man så kan opnå det, man troede var umuligt. Min fremtid ser lys ud, idet jeg snart er klar til at afslutte mit år på hf, og søge ind på pædagoguddannelsen, slutter Jesper Knudsen.

Forfatter

Related posts

Top