Oplev Katrine Engberg i Thy Teater

Tirsdag den 9. april klokken 20.00 får Thy Teater besøg af den populære krimiforfatter Katrine Engberg, der i teatrets blackbox vil holde et spændende og lærerigt foredrag om sit forfatterskab.

Katrine Engberg debuterede som forfatter i 2016 med den anmelderroste krimi ”Krokodillevogteren”, som lå på bestsellerlisterne fire måneder i træk og høstede fem- og seksstjernede anmeldelser fra både den etablerede presse og bloggere. Flere udnævnte endvidere Engberg til årets debutant, deriblandt den uafhængige krimiblog, vildmedkrimi.dk. Allerede i 2017 udgav hun sin anden krimi ”Blodmåne”, og i 2018 kom så ”Glasvinge”. Denne krimiserie med hovedkaraktererne Jeppe Kørner og Anette Werner samt snushanen Esther de Laurenti har gjort Katrine Engberg til en af Danmarks mest læste krimiforfattere.

Oprindeligt var Katrine Engberg koreograf, instruktør og danser. Som forfatter trækker hun både på denne kunstneriske baggrund og på sine egne personlige kampe – eksempelvis blev ”Blodmåne” skrevet på sorgen over hendes fars død, hvilket gjorde netop denne bog meget personlig.

Katrine Engberg vil i denne teatersalon lukke publikum ind i sin krøllede hjerne og løfte sløret for de forskellige faser i skriveprocessen; fra de første, spæde idéer til den ekstensive research og redigeringsarbejdet.

Derudover vil Engberg særligt fokusere på sin nyeste krimi ”Glasvinge” i aftenens teatersalon.

Foto: People’s Press

Forfatter
Tags

Related posts

Top