Af Lukas L. Leszczynski, kandidat for Liberal Alliance i Thisted Kommune
Om lidt bliver valgplakaterne taget ned, og aviserne fyldes med noget andet end læserbreve fra os, der jagter din stemme. Valgkampen stilner af, noget af valgflæsket parkeres i fryseren de næste fire år… men de krydser, vi sætter får betydning uanset udfaldet. Dagen i morgen vil forme de næste fire år i Thisted Kommune.
Den 1. september skrev jeg mit første “politiske” læserbrev. Siden da har jeg mødt mange af jer i hallerne til vælgermøder, på gaden, i butikkerne, til arrangementer og i kommentarsporet på de sociale medier. Det har været intenst, spændende og meget lærerigt.
Da jeg for et år siden besluttede at stille op, var jeg ærligt talt mere blåøjet. Jeg var træt af bureaukrati og underlige beslutninger, der ikke hang sammen med sund fornuft, og jeg var klart motiveret af mine egne “buler i panden”.
ukasI dag står én ting tydeligere for mig: Jeg har endnu mere mod og lyst, end før valgcirkusset gik i gang. Og hvis vi ønsker forandring, kræver det, at nogen sætter sig ved bordet med begge ben plantet i den virkelighed, vi lever i her i Thy.
Tre simple grunde til at stemme personligt på mig:
- Hverdagserfaring
Jeg kommer fra butiksgulv, iværksættermiljø, virksomhed, frivillighed og familieliv i Thy. Jeg kender glæderne – og de steder, hvor systemet spænder ben. - Brobyggeri frem for skyttegrave
Jeg lytter også til dem, jeg er uenig med, og prøver at få folk til at mødes om løsninger. Konflikter skal ikke dyrkes; de skal bruges til at finde bedre veje. - Værdier som kompas
Demokrati, ligestilling, tolerance og personlig frihed er ikke ord på papiret for mig, men pejlemærker. Frihed uden ansvar ender i kaos, ansvar uden frihed bliver en byrde. Vi skal finde en balance for at styrke fællesskabet her i Thy. Samtidig mener jeg, at regler og systemer skal stå til ansvar for sund fornuft.
Jeg tror, vi har brug for netop det: mennesker, der både bruger hjertet som kompas og hovedet som værktøj.
Til et valgmøde hørte jeg om et forsøg i Norge, hvor vælgerne kunne sætte to krydser: ét med hjertet og ét med hjernen. Det gav byråd, der mindede mere om befolkningen.
Den mulighed har vi ikke her. Du har ét kryds. Derfor vil jeg opfordre dig til at bruge din mavefornemmelse i morgen.
Hvis du allerede har besluttet dig for at stemme personligt på mig, vil jeg gerne sige tak.
Din stemme bliver ikke parkeret. Den kommer på arbejde – i byrådssalen, i udvalgene og i dialogen med borgere og erhvervsliv – i dialog med dig. Jeg ønsker mere gennemsigtighed og løbende inddragelse mellem borgere og byrådssalen.
Hvis du er i tvivl om, hvem du skal stemme på, ved jeg, at din stemme føles vigtig. Du skal ikke have en fornemmelse af, at den går til spilde.
Derfor vil jeg love én ting:
En personlig stemme på mit navn er en stemme, der bliver brugt aktivt. Til at stille spørgsmål, til at skære igennem, når noget bliver for bureaukratisk, og til at arbejde for, at Thy udvikler sig på en måde, vi kan være bekendt over for både os selv og vores børn.
Kender du mig, ved du, at jeg ikke forsvinder efter valgdagen. Kender du mig ikke, så spørg én, der gør – eller tag fat i mig. Jeg er til at finde, også når plakaterne er taget ned.
Sæt dit kryds ved
Lukas L. Leszczynski – Liberal Alliance (liste I)
Hvis det føles rigtigt for dig, så sæt dit kryds dér, hvor du tror, det vil gøre gavn i din hverdag. Og uanset hvad: brug din stemme.
“Det handler ikke om hele verden – men om din verden.”
(Ja, den er lånt fra DR, men den siger det så rigtigt.)
Godt valg! Demokratiets fest – vi ses på den anden side.




