Øster Jølby Friskole bekræfter endnu et strøm-tilfælde

I sidste uge skrev Steen Pilgaard fra Erslev et læserbrev hvori han fortalte om en episode på Øster Jølby Friskole hvor hans søn sidste år fik et elektrisk stød, og efterfølgende blev kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital. I læserbrevet antydede han også, at endnu et tilfælde hvor et barn havde fået stød skulle have fundet sted.

Da LimfjordUpdate.dk bad skoleleder Marianne Svenningsen om at forholde sig til postulatet, afviste hun at give en kommentar og henviste til sin tavshedspligt.

Men nu bekræfter skolens bestyrelse i en mail sendt til forældregruppen, at der har været endnu et tilfælde hvor et barn har fået stød. I mailen står der bl.a.:

Vi har kendskab til den konkrete hændelse med el på skolen samt en episode i børnehaven, hvor et barn rev en lyskæde over til juletræet. Begge episoder er selvfølgelig beklagelige, men vi kan oplyse, at der i begge tilfælde er handlet korrekt i forhold til de sikkerhedsmæssige procedurer”.

Fortsat ingen kommentarer
Hverken skolens bestyrelsesformand Mai-Britt Skov Nielsen eller skoleleder Marianne Svenningsen vil kommentere på hverken strøm-hændelserne eller den kritik Marianne Svenningsen har været udsat for den seneste uges tid.

Kritikken har nu resulteret i, at skoleleder Marianne Svenningsen ikke for tiden har sin daglige gang på skolen:

I forhold til de beskyldninger, der er mod Marianne, er det selvfølgelig rigtig hårdt for hende, og derfor er vi blevet enige om, at hun arbejder hjemmefra indtil videre. Kirsten har sagt ja til i samarbejde med de øvrige lærere at varetage Mariannes opgaver under hendes fravær” skriver bestyrelsen i den førnævnte mail til forældregruppen.

Mai-Britt Skov Nielsen ønsker ikke at be- eller afkræfte hvorvidt Marianne Svenningsen er midlertidigt suspenderet, sygemeldt eller noget helt tredje.

– Det er som vi skriver, der er ikke noget hokus-pokus i det, fortæller Mai-Britt Skov Nielsen.

Forfatter

Related posts

Top