Økologiske grise fra Thy får velfærdshjerter

Antallet af grise i Nordjylland med græs under maven og adgang til et udeliv er stærkt stigende. Så, når Fødevareminister Esben Lunde Larsen sammen med blandt andet detailhandlen idag slår et slag for det nye, statslige dyrevelfærdsmærke, er der udsigt til, at flere nordjyske grise kan se frem til at få et, to eller tre velfærdshjerter. Ikke mindst den økologiske produktion til tre hjerter vinder frem.

Det er den voksende interesse blandt forbrugerne for produkter, der er produceret med omtanke for dyrenes velfærd, der har fået et større antal svineproducenter i det nordjyske til at gå økologiens vej. Enten ved at lægge om til økologi eller udvide produktionen. Flere forbrugere ser nemlig økologi og dyrevelfærd som afgørende for deres valg, når de står foran køledisken i Netto, Bilka eller føtex og skal handle ind til middagsbordet.

– Danske forbrugeres lyst til at købe økologiske produkter med højere dyrevelfærd har været så stor, at vi har haft svært ved at efterkomme efterspørgslen. Der har simpelthen ikke været varer eller landmænd nok til at producere. Men nu lysner det i takt med, at flere danske svineproducenter skruer op for økologien, siger Jeppe Dahl Jeppesen, indkøbsdirektør for ferskvarer i Dansk Supermarked Group.

Flere nordjyske landmænd satser på økologi og dyrevelfærd
Trine Sund Kammersgaard fra Thy er en af de nordjyske landmænd, der i de seneste år har opstartet et økologisk svinelandbrug. I dag driver hun en økologisk svineproduktion med 100 øko-søer fra gården i Nordjylland.

– Jorden er meget fed her i Thy, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer med meget mudder på markerne. Men det giver også bare en rigtig god mavefornemmelse at se, hvordan grisene kan stikke trynen i jorden og udleve deres naturlige adfærd. Og det samme oplever jeg blandt andre, at de i stigende grad interesserer sig for, at grisene har haft et rigtig godt liv, siger Trine Sund Kammersgaard.

Hun leverer grisekød til det danske marked gennem Friland, og den forøgede økologiske produktion bliver hilst velkommen i detailhandlen, der glæder sig over, at flere producenter omlægger deres landbrug til dyrevelfærd eller skruer op for produktionen.

– Det har været vigtigt for os, at det er så nemt som muligt for landmændene at komme i gang med omlægning. De kan gøre en forskel på dyrevelfærdsområdet, og det er nødvendigt for at gøre dyrevelfærdsprodukter tilgængelige for den almindelige, danske forbruger, siger Jeppe Dahl Jeppesen, indkøbsdirektør i Dansk Supermarked Group.

Senere i dag er der Danmarkspremiere på de første pakker med kød af gris med det statslige dyrevelfærdsmærke. I løbet af foråret bliver mærket tilgængeligt for forbrugerne, når det bliver lanceret i detailhandlen.

Forfatter

Related posts

Top