Øget søgning på erhvervsuddannelserne

Noget tyder på, at de unge for alvor er ved at få øjnene op for kvaliteten ved – og de mange muligheder med – en erhvervsuddannelse. Alle fremtidsprognoser viser, at der bliver stor mangel på faglært arbejdskraft i de kommende år, og det er derfor glædeligt, at man på EUC Nordvest nu kan mærke, at ”pilen peger i den rigtige retning”, når det handler om de unges uddannelsesvalg.

EUC Nordvest har i år kunne konstatere en flot stigning på søgningen til Grundforløb 2 på flere erhvervsuddannelser. Sammenlagt er der i år knap 170 tilmeldte, hvor antallet sidste år på samme tid lå på omkring 140.

Direktør Hans Chr. Jeppesen Foto(Arkiv)  EUC NordVest

– Sammen med en række andre nordjyske erhvervsskoler har vi søsat projektet ’Den Erhvervsfaglige Vej Til Succes’. Her har vi iværksat en målrettet indsats for at promovere erhvervsuddannelserne som et stærkt fundament og et godt springbræt både til fremtidens arbejdsmarked og til eventuel videre uddannelse. En erhvervsuddannelse lukker ingen døre – tværtimod åbner den mange nye, og dét budskab skal vi have ud til de unge, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.

Opgradering af ”højdespringer”
Og noget tyder altså på, at budskabet er begyndt at bundfælde sig hos de unge. I hvert fald vækker stigningen i elevtilgangen glæde – især hos Metal og Teknologi, der denne gang er ”højdespringeren”. Her kan både smedeuddannelsen og industriteknikeruddannelsen glæde sig over god fremgang. Netop de to uddannelser investerer EUC Nordvest massivt i for tiden. Skolen er i øjeblikket i fuld gang med at opgradere både smedeværkstederne og industriteknikerværkstedet, ligesom der arbejdes målrettet med en optimering af alle arbejdsprocesser.

– Især industriteknikerne får noget at glæde sig over, idet de får fordoblet udstyrsparken fra 5 til 10 CNC-bearbejdningsmaskiner. Det er en massiv investering, som vi foretager som et led i vores bestræbelser på at blive godkendt som H-Tech-center. Firmaet bag H-Tech, HAAS, har meget strenge krav til deres centre. Man skal levere et særdeles højt niveau både hvad angår faglærernes undervisningskompetencer samt på anlæg og øvrigt udstyr, som naturligvis skal være topmoderne og den nyeste af slagsen. Herudover stilles der store krav til strukturerede arbejdsprocesser baseret på de nyeste bearbejdningsmetoder og teknikker, fortæller afdelingsleder fra Metal og Teknologi, Carsten Pedersen.

Carsten Pedersen, afdelingsleder Metal og Teknologi. Foto: EUC Nordvest

Certificeringen som H-Tech er et anerkendt kvalitetsstempel, som uden tvivl vil være en klar styrkelse af industriteknikeruddannelsen. H-Tech-godkendelsen vil nemlig være et synligt bevis på, at EUC Nordvest kan tilbyde en af Danmarks absolut bedste industriteknikeruddannelser.

Foto: EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top